Cykling: Kaptajn på krykker optimist

Lyt til artiklen

Solen skinnede i bogstaveligste forstand smukt og forårsbebudende, da sportsdirektør Kim Andersen i går noget forsinket stillede op til den officielle præsentation, som hører med i disse kredse. Den glædelige nyhed ved denne traditionelle seance leverede truppens 35- årige australske kaptajn Scott Sunderland. Ganske vist mødte han op på krykker efter det alvorlige styrt, som for en måned siden satte ham ud af spillet på hjemmebane i Tour Down Under. Smed krykkerne Men han smed dog disse understøttende hjælpemidler og svang sig i sadlen, da det var hans tur til at blev fremstillet for forsamlingen. Og ydermere havde han så opmuntrende et budskab, at selv Kim Andersen forbløffedes. »Jeg regner med, at jeg i midten af april kan begynde at køre løb igen. Og engang i maj skulle jeg vel nok kunne lave resultater. Selvfølgelig er det ærgerligt, at den indledende del af sæsonen er ødelagt for mig«. »Men nu er jeg til gengæld sikker på, at jeg rent formmæssigt vil kunne holde helt frem til VM i midten af oktober. Der bliver ingen pauser for mig, når jeg først er kommet i gang. Jeg forcerer ikke noget frem, men jeg opsat på at vise noget så hurtigt som overhovedet muligt,« siger Scott Sunderland, som også udtrykte enorm glæde over, at holdet har klaret sig så glimrende uden ham. Fører 2. division Kim Andersen har 16 mand i truppen, og indtil videre har de 15 været i aktion. Fem af disse har bidraget med verdensranglistepoint i så tilfredsstillende grad, at Team fakta har indtaget førstepladsen i 2. division, så at sportsdirektøren ser de kommende opgaver fortrøstningsfuldt i møde, er forståeligt. »Jeg var overrasket over at høre, at Scott ser så lyst på situationen. Jeg håber da, at han har ret. Men jeg tør ikke tage noget for givet, og jeg vil lige afvente, hvad lægerne siger, inden jeg begynder at regne med australieren igen«, siger Kim Andersen, der fra på tirsdag har sine folk i aktion på Rhodos og i Italien efter de hidtidige opgaver, som bortset fra Grand Prix d'Ouverture alle har indbragt verdensranglistepoint. Styrt i Frankrig I Frankrig var rytterne i Tour Méditerranéen i går gennem en barsk 2. etape, selv om det måske kan tydes anderledes, når resultatlisten fortæller, at den italienske supersprinter Mario Cipollini - i moderigtigt designerdress for sin ny arbejdsgiver Acqua e Sapone - var tilbage i vinderrollen for første gang, siden han 10. juni sidste år satte et succesrigt punktum for Giro d'Italia. »Det var en rigtig sur dag for rytterne at komme igennem. Det regnede nemlig fra start til slut, og ydermere var det bidende koldt, så det var en barsk oplevelse. Ydermere skete der et massestyrt ca. 15 km fra mål, som fuldstændig splittede feltet. Det betød, at der kun var knap et halvt hundrede ryttere til mål i første gruppe, og de eneste, vi havde med, var Laurent Jalabert og Arvis Piziks«, fortæller CSC Tiscalis sportsdirektør Christian Andersen fra Frankrig. »Michael Blaudzun var blandt de styrtede, men det er lidt svært at overskue, hvor meget han er kommet til. Tilsyneladende slap han billigt. Nu skal vi og Jalabert lige se dagens etape an, før vi beslutter, om der skal satses maksimalt på at bringe ham frem i klassementet. Det er lidt op til franskmanden selv, og han har jo før vist, at han kan begå sig på Mont Faron, som nok afgør løbet på lørdagens etape«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her