Fodbold: Frisk debutant klar til VM-holdet

Lyt til artiklen

Efter at have været med fra start i fem kampe i træk hos Glasgow Rangers, sad Peter Løvenkrands på bænken lørdag aften, da Rangers vandt på udebane over Hearts i den skotske Premier League i fodbold. Den 22-årige dansker kom slet ikke på banen - og det passede ham faktisk helt fint, for nu er han frisk, veloplagt og klar til landsholdsdebut for Danmark onsdag aften mod Saudi-Arabien i Riyadh. Med afbudet fra den ankelskadede venstrekantspiller Martin Jørgensen ser det ud til, at Peter Løvenkrands vil få chancen for at debutere fra start mod saudi-araberne. »Det var efter aftale med manager Alex McLeish, at jeg fik en kamppause«, fortæller Peter Løvenkrands. »Det har været hårdt for mig at spille fem på stribe på højeste niveau. Det har jeg jo ikke været vant til længe. Det var især meget anstrengende at skulle igennem 120 minutter mod Celtic i pokalkampen i tirsdags, da vi vandt efter forlænget spilletid«. »Jeg har været mærket af den kamp i flere dage, og manageren forstod godt, at jeg meget gerne ville slappe lidt af og hvile mig en smule for at kunne møde op med alle kræfter i behold første gang, jeg er udtaget til A- landsholdstruppen«. Selvtillid i bagagen Peter Løvenkrands flyver til Saudi-Arabien med masser af selvtillid i bagagen efter den seneste tids gode præstationer, der har indbragt ham mange roser. »Det har været en herlig tid for mig, og navnlig kampen mod Celtic var en stor oplevelse. Der var en helt vild god stemning og atmosfære, fordi det jo hver eneste gang, Rangers og Celtic tørner sammen, er ufattelig meget prestige på spil«. Peter Løvenkrands tager til Riyadh via London mandag og mødes med alle de øvrige spillere og landstræner Morten Olsen i Riyadh. Danskerne træner formentlig to gange i morgen, og man kan gå ud fra, at landstræneren ikke på forhånd vil afsløre sin startformationen. Jon Dahl er sikker Jon Dahl Tomasson er sikker mand på holdet, men spiller formentlig kun en halvleg eller maksimalt en time mod saudi-araberne. Hans træner i Feyenoord, Bert van Marwijk har ringet til Morten Olsen og bedt om, at Tomasson bliver sparet. Jon Dahl Tomasson lavede sit 15. turneringsmål for Rotterdamklubben søndag, da han sørgede for 1-0-sejren i udekampen mod Groningen i æresdivisionen, hvor den målfarlige dansker har været med i 19 kampe i denne sæson. At det i engelske søndagsaviser blev nævnt, at London-klubben Arsenal nu også skulle være interesseret i ham, havde Jon Dahl Tomasson dårlig lyst til at kommentere. »Der er så mange rygter og spekulationer hele tiden, og jeg kan ikke forholde mig til alt, hvad der bliver skrevet og gættet på. For få dage siden var det Barcelona, nu Arsenal, og i morgen kommer der vel en ny klub til mig. Det er logisk, at der er interesse for mig, fordi min kontrakt med Feyenoord udløber til sommer, men jeg vil prøve at udskyde afgørelsen om min fremtid lang tid endnu, og jeg vil i hvert fald ikke offentliggøre noget før til allersidst i foråret«, siger Jon Dahl Tomasson. Tøfting frelste Bolton Mens Thomas Gravesen slet ikke var i Everton-truppen søndag, kunne hans makker på landsholdets centrale midtbane, Stig Tøfting fryde sig over de mange flotte ord, der blev skrevet om ham i de engelske aviser efter hans Premier League-debut for Bolton. »Boltons frelser«, blev han kaldt et sted, og Stig Tøfting blev i flere aviser kåret som 'Man of the Match' i 1-0-opgøret mod West Ham. Først på aftenen søndag kom endnu to afbud til landsholdstruppen. Milans Thomas Helveg beskadigede sin ene ankel under opvarmningen til hjemmekampen mod Perugia, og målmand Peter Kjær har pådraget sig influenza. De erstattes af Steven Lustü og Jan Hoffmann.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her