Pædofili i idræt undersøges

Lyt til artiklen

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) og landets to største idrætsorganisationer er blevet enige om at iværksætte en fælles indsats for at komme pædofili i idrættens verden til livs. Efter at det er kommet frem, at antallet af anmeldelser af pædofili i idrætsforeningerne er steget, og at der i størstedelen af tilfældene var tale om personer, der var tidligere dømt for pædofili, havde ministeren i går indkaldt Kai Holm, formand for Danmarks Idræts-Forbund, DIF, og Søren Møller, formand for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI, til en »samtale«, der skulle handle om, hvad der kan gøres for, at børn og unge i idrætsforeninger ikke bliver seksuelt krænket. På mødet blev de tre parter enige om at tage initiativ til en omfattende undersøgelse, der skal belyse »omfanget og karakteren af seksuelle krænkelser mod børn i idrætsforeningerne for derigennem at skabe et grundlag for iværksættelse af forebyggende initiativer«, som formålet beskrives. Kulturministeren vil sætte sine folk i gang med det samme og håber, at undersøgelsen kan være klar i august. Derefter har ministeren og idrætten planlagt en konference, og de to ting til sammen skulle gerne munde ud i konkrete forslag til, hvordan problemstillingen løses. DGI tøver med register Både Brian Mikkelsen, Kai Holm og Søren Møller var tilfredse med, at området nu bliver undersøgt til bunds. Det har især DGI's formand savnet, og det er en af årsagerne til, at han ikke som Kai Holm endnu vil opfordre sine foreninger kraftigt til at tjekke nye ledere i kriminalregisteret. Et af kulturminister Brian Mikkelsens formål med gårsdagens møde var ellers at få Søren Møller fra DGI overbevist om, at registeret skal bruges. Efter mødet kunne ministeren konstatere, at han er »99,9 procent« enig med DGI-formanden om problemstillingen, og om at ét overgreb mod børn og unge er ét for meget, men han kunne også konstatere, at de stadig er uenige om brugen af kriminalregisteret. »Han er noget mere tøvende (end Kai Holm, red.), og jeg har opfordret ham til at gå tilbage til sit bagland. Det her er et samfundsanliggende, og jeg forventer, at DGI er sit ansvar bevidst. Hvis ikke har DGI et problem«, sagde Brian Mikkelsen og slog følgende fast: »Resultatet er, at alle på sigt skal bruge det register, det er der ingen tvivl om. Det er regeringens holdning«. DGI vil vente på undersøgelse Mens kulturministeren vil have idrættens organisationer til med det samme at benytte sig af registeret, vil Søren Møller afvente undersøgelsens resultat. »Registeret kan være ét redskab, som skal bruges, men det kan være en falsk tryghed, og det er ikke et sikkert redskab, man kan læne sig op ad. Jeg vil ikke lægge pres på de enkelte foreningsledere om at bruge det, før sagen er belyst. Så vil det måske vise sig, at vi skal skifte holdning«, sagde Søren Møller. På spørgsmålet, om ikke Brian Mikkelsen kan være med til at skabe en heksejagt blandt de tusinder af frivillige, der får foreningerne til at løbe rundt, svarede han: »Jeg er kold i røven over for det argument. Det handler om hensynet til børn og unge, som risikerer at blive krænket. Det handler ikke om en teoretisk diskussion om foreningernes integritet. Hensynet til børnene må komme foran hensynet til foreningslivet«, sagde Brian Mikkelsen. Hos Danmarks Idræts-Forbund har man besluttet at opfordre sine foreninger til at bruge registeret. Desuden vil forbundet revidere sin brochure 'Det uhørte overgreb' og sende den ud til foreningerne, i stedet for at de skal rekvirere den. DIF vil etablere en fælles hjemmeside om problemstillingen sammen med andre organisationer og endelig forsøge at få tilsendt statistisk materiale løbende fra politiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her