Tennis: Thomas Johansson vandt Australian Open

Lyt til artiklen

Thomas Johansson blev søndag den første svensker i 10 år, der har vundet en Grand Slam-turnering. Det skete, da den 26-årige tennisspiller på Rod Laver Arena i Melbourne overraskende slog russiske Marat Safin i finalen i herresingle ved Australian Open efter at have været et sæt bagud. 16. seedede Johansson måtte bruge to timer og 53 minutter på at vinde med cifrene 3-6, 6-4, 6-4, 7-6 (7/4), og dermed blev han den lavest rangerede spiller, der har vundet de åbne australske mesterskaber, siden Mark Edmondson tog titlen i 1976. Niendeseedede Safin var storfavorit til at hjemtage sin anden Grand Slam-titel, efter at han i fjerde runde slog amerikanske Pete Sampras og i semifinalen gjorde det af med Tommy Haas fra Tyskland i fem sæt. Men den rolige svensker, der besejrede landsmanden Jonas Björkman i kvartfinalen og tjekkiske Jiri Novak i den anden semifinale, holdt hovedet koldt i den australske hede, selv om han fik en dårlig start og tabte første sæt. Johansson holdt sig til sin taktik, der gik ud på at serve bredt og returnere Safins stærke serv, og svenskeren havde især stor succes med sine baghåndsslag. Langsomt overtog han styringen af kampen, mens russeren tydeligvis var ved at køre træt i tredje sæt. I fjerde sæt startede Johansson med en føring på 2-0, men den satte han over styr med en række stopbolde, som endte på den forkerte side af nettet. I tiebreaken var der dog ingen slinger i valsen. Johansson tog sejren på sin fjerde matchbold, da et lob fra Safin tæt på baglinjen blev dømt ude. Det fik de mange svenske tilskuere til at bryde ud i vild jubel, og efter kampen takkede Johansson da også sine landsmænd, der igennem hele opgøret havde heppet på ham. Fik stor check Her fik han fik overrakt en check på godt 4,2 millioner kroner, og Johansson kunne samtidig glæde sig over, at han blev den første svenske Australian Open-vinder i 14 år. Mats Wilander, der træner Johansson, vandt turneringen i 1988, hvor han slog Pat Cash. Finalen i mixeddouble blev vundet suverænt af slovakiske Daniela Hantuchova og Kevin Ullyett fra Zimbabwe. Parret slog i to sæt argentinerne Paola Suarez og Gaston Etlis med cifrene 6-3, 6-2.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her