Håndbold: Russisk protest mod Danmark

Lyt til artiklen

Den russiske cheftræner Vladimir Maximov og hans spillere troede ikke deres egne øjne, da de henslængt i de bløde stole på spillerhotellet i Helsingborg på tv-skærmen kunne se, at de allerede tirsdag skulle ud i en storkamp mod værtsnationen Sverige i mellemrunden ved håndbold-EM. Russerne var nemlig absolut sikre på, at de havde vundet danskernes pulje, idet Rusland havde slået Portugal større end Danmark. »Der var virkelig forvirring i den russiske delegation, da vi kom tilbage til spillerhotellet«, kunne den danske landstræner Torben Winther fortælle i Danmarks nye EM-hovedkvarter i Göteborg mandag. Russerne var virkelig rystede, de forstod ingenting, og da de så det danske hold opført som puljevinder gennem reglen om flest scorede mål, ringede de straks til det europæiske håndboldforbund EHF's kontor i Wien for at protestere. Misforståelse Russerne havde nemlig fået at vide af en rumænsk EHF-leder, at resultaterne mod Israel, der blev sidst i puljespillet, ikke talte med i noget regnskab, og af samme grund havde de store russiske spillere gennemført en gang trænings-håndbold mod de israelske letvægtere. Derfor følte russerne sig grundigt snydt og protesterede. Men russerne havde misforstået det hele. Reglerne for turneringens afvikling og udregningen af stillingerne har været kendt længe, og de er også nævnt i de officielle papirer, der er tilgængelige, og som EHF-folk har spredt ud til højre og venstre. Og de siger klart, at alle de deltagende holds point og målregnskab tæller med, når stillingerne i de enkelte indledende puljer skal beregnes - men at de point og måltal, der er blevet opnået mod puljens dårligste hold, ikke skal medregnes, når de tre bedste hold i hver pulje rykker over i mellemrunden. Besynderlig situation Derfor er man nu, inden aftenens kampe, havnet i den besynderlige situation, at selvom Danmark vandt pulje B i kraft af fleste scorede mål - 81 mod Ruslands 80, idet begge hold stod lige i målforskel, nemlig 10-10 - så er Rusland i den nye stilling i den fælles mellemrunde med pulje A-holdene placeret foran Danmark. Dét skyldes, at Rusland slog Portugal med ni mål, mens Danmark besejrede Portugal med syv. Altså: Rusland og Danmark har lige mange point, men russerne er bedre placeret med en målforskel på ni mod Danmarks syv - men det rokker ikke ved den kendsgerning, at Danmark vandt puljen. Og dermed retten til at møde Sverige i den sidste kamp i mellemrunden. Det er dét, der er hele problemet for russerne - og i øvrigt også svenskerne. De to rutinerede mandskaber fremstår som slutrundens favoritter, og begge havde set frem til en forholdsvis overkommelig vej til de to toppladser i mellemrunde I, som giver adgang til semifinalekampene mod de to tophold fra mellemrunde II. Men så kom danskerne og kastede grus i maskineriet med 25-25-kampen i Helsingborg fredag aften. Storkamp tirsdag Derfor får turneringen allerede tirsdag aften en storkamp mellem Sverige og Rusland, fuldstændig blottet for taktiske point-spekulationer - og det passer ingen af de to mandskaber. »Det var ikke helt, hvad vi havde regnet med. Vi havde ventet at spille en betydningsløs kamp mod Rusland torsdag aften«, sagde den svenske landstræner Bengt Johansson. Med Danmarks puljesejr har turneringen fået en outsider, der gør mellemrundespillet vanskeligere. »Danmark hører til i verdenstoppen med et ungt og allerede sammenspillet hold«, konstaterede den svenske veteran og spilfordeler Magnus Andersson, da han hørte om den danske puljetriumf. Og skulle det ende med et russisk nederlag til Sverige i aften, så er russerne pludselig blevet afhængige af, at Danmark klarer sig skidt. For de kan ikke helt stole på, at svenskerne vil spille hjertet ud af kroppen i den torsdagskamp, der muligvis kan sende danskerne i semifinalen. For det kan jo tænkes, at svenskerne hellere ser et dansk hold gå videre, da svenskerne formentlig generelt ser danskerne som en lettere modstander i en medaljekamp. Men alt dette er gisninger. »Ingen ved, om vi overhovedet får nogen glæde af at have vundet puljen, men det er da lidt sjovt, at vi har fået skabt uro i systemet. De næste kampe vil vise os, om opgøret mod Sverige så overhovedet får nogen afgørende betydning for slutkampene«, sagde Bo Spellerberg. Forsvarsspilleren Torsten Laen mente: »Jeg kan ikke forestille mig, at Sverige vil spille blødt og tabe til os for øjnene af 11.000 tilskuere - bare for at hjælpe os. Det tror jeg ikke på. Men skulle det handle om at spekulere i en eventuel sejrsstørrelse, så er det en anden sag«. Altså - spekulationer. Men alt er betinget af, at Danmark i aften vinder sin kamp mod Tjekkiet. Og at Sverige slår Rusland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her