Badminton: Stærkeste opstilling er forbudt

Lyt til artiklen

Danmark er ude af stand til at stille i stærkeste opstilling, når det mandlige landshold i badminton om godt tre uger skal kvalificere sig til finalerunden i den prestigefyldte Thomas Cup-turnering. Det er hverken skader eller afbud, men derimod det internationale badmintonforbunds verdensrangliste, der forhindrer danskerne i at stille sportsligt korrekt op i Eindhoven, hvor kampene spilles fra 19. februar. »Peter Gade kommer ikke til at spille førstesingle, hvis vi også vil have Kenneth Jonassen med på holdet«, konstaterer landstræner Steen Schleicher Pedersen. Årsagen er, at spillerne i Thomas Cup skal stille op i samme rækkefølge, som de er placeret på verdensranglisten på relevante datoer. I forhold til kvalifikationen i Holland er det 31. januar, der er afgørende. Oven på et halvt års turneringspause er det givet, at Peter Gade på torsdag vil have fortsat sit fald på listen og være placeret klart under Kenneth Jonassen - på den seneste rangliste var de to henholdsvis nr. 21 og 17. »Helt galt går det, hvis Anders Boesen, der i dag er nr. 24, også passerer Peter Gade«, siger landstræneren og giver eksempler på, hvordan han i givet fald kan blive nødt til at sætte hold i Eindhoven: Enten holder han fast i rangeringen og stiller med Peter Gade som lavest rangerede single af de tre, der skal spilles, hvilket formentlig fører til en sikker sejr i den kamp, men i hvert fald teoretisk øger risikoen for nederlag i de to andre. Eller også insisterer han på, at Peter Gade er Danmarks bedste og sætter ham i førstesingle med det resultat, at både Kenneth Jonassen og Anders Boesen må sættes af holdet, mens Niels Chr. Kaldau spiller anden- og eksempelvis doublespecialisten Jens Eriksen tredjesingle. »Nu får det næppe den store praktiske betydning i kvalifikationskampene, som vi bør kunne komme succesrigt igennem, uanset hvem der spiller singlerne. Men jeg synes, at situationen udmærket beskriver, hvor grotesk den verdensrangliste er«, siger Steen Schleicher Pedersen og forventer, at Peter Gade inden finalekampene har spillet sig så højt op på ranglisten, at han bliver placeret, hvor han hører til i det danske hierarki: øverst. I øjeblikket er det gennemsnittet af point opnået i alle tællende turneringer, der giver placeringen på ranglisten i stedet for - som den danske landstræner foreslår - de 10, 12 eller 16 bedste resultater. »Det betyder, at det nogle gange kan betale sig at blive væk fra turneringer i stedet for at risikere et nederlag. Afbud giver en bøde på 2.000 kroner, men det regner de bedste spillere ikke for noget. I stedet rammer den regel de spillere, der reelt er skadede eller syge og må blive væk«, siger landstræneren, der kan se frem til at have Kenneth Jonassen med i kvalifikationskampene - enten som førstesingle eller som den spiller, der sidder over. Danmarks højest rangerede har ganske vist meldt afbud til denne uges DM, hvor han ellers var seedet til en finale mod Peter Gade, men den knæskade, der plager ham, var langt fra så alvorlig som frygtet. »Lægeundersøgelsen viste, at der er tale om et såkaldt springerknæ i allermildeste form«, siger Kenneth Jonassen, der i dag bliver behandlet med en indsprøjtning og derefter så småt kan begynde at træne i næste uge. »Jeg kunne have valgt at sige nej til en indsprøjtning, men jeg stoler på lægens anbefaling. På den måde skulle jeg blive klar til Thomas Cup- kvalifikationen. Jeg vil ikke være i topform, men de seneste to-tre måneders hårde træning har givet mig noget at tære på i det henseende«, siger verdens nr. 17, der ser et lille faremoment i dagens indsprøjtning: »Den vil holde smerterne væk i tre uger, så der er en risiko for at komme til at træne for hårdt uden at lægge mærke til konsekvenserne. Jeg må bare passe på og gå langsomt frem«, siger Kenneth Jonassen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her