Håndbold: Det går foruroligende godt

Lyt til artiklen

Tab og vind med samme sind, siger et fint gammelt olympisk ord, der siden er blevet pyntet med denne krølle: Men hvorfor skal man dog være ked af det, hvis man vinder? Nej, hvorfor dog det? Alligevel anede man en smule bekymring hos den danske landstræner Torben Winther og hans assistent Thor Munkager, da de to fredag fra deres vante pladser på det danske håndboldlandsholds udskiftningsbænk fulgte EM-spillernes tredje sejr i det testprogram, der indtil nu har budt på fire kampe. For mændene bag holdet er - samtidig med at de glæder sig over fremgangen i EM-truppens udvikling - nervøse for, at de gode træningsresultater skaber et ekstra præstationspres på det landshold, der i årevis har kæmpet forgæves for at opnå et opsigtsvækkende slutrunde- comeback. For inderst inde føler de ikke, at holdet endnu har nået det niveau, der gør det til nogen form for dark horse i den kommende EM-turnering. Landstrænernes luksusproblem var gårsdagens 28-24 sejr over Island i Farum Arena. En kamp, der ikke nåede de helt store højder, men som dog alligevel viste, at det danske mandskab har flere strenge at spille på - og at der kan laves gode individuelle præstationer i det faste systemspil. Det danske hold prøvede forskellige forsvarsopstillinger, ligesom man fik arbejdet med forskellige angrebskombinationer overfor et i perioder offensivt islandsk opdækningsspil. Danskerne arbejdede med et hurtigt, flydende overgangsspil med effektive screeninger og deraf mange gode indspil til stregen - her var hovedrollerne tildelt Claus M. Jakobsen som leverandør og Michael Knudsen som modtager. Sidstnævnte var særdeles effektiv i sine afslutninger. Han scorede fem mål og fik tildelt tre straffekast - og da Michael Knudsen samtidig ydede en meget fin indsats i forsvaret, markerede han sig som bedste danske spiller. Sammenspillet med Claus Møller Jakobsen, der har udviklet sine evner betydeligt efter skiftet til spansk håndbold, kan blive et meget vigtigt dansk våben i næste weekends EM-kampe. Også målmand Kasper Hvidt havde en stor aften i Farum, hvor 1.652 tilskuere så på. Hvidt havde flotte, spektakulære redninger i første halvleg - hovedsagelig på islandske 100 procents-chancer, og han havde sin andel i, at Danmark bl.a. kunne bringe sig foran 16-10 tæt på pausen (16-12). I anden halvleg kom Kristian Asmussen på mål, men han måtte lade sig skifte ud otte minutter før slutsignalet - uden at have haft en eneste redning. Kristian Asmussen havde heller ikke nogen heldig dag, da han fik chancen mod Schweiz i forrige weekend. Fløjspillerne Lars Christiansen og Søren Stryger scorede hver fem mål, deraf var de seks på straffekast - og backen Lars Krogh Jeppesen nettede fire gange på otte forsøg. Claus Flensborg, der har været en bærende skikkelse på holdet gennem flere kampe, havde problemer med sine afslutninger, og det samme havde holdets anfører Joachim Boldsen. For dem begge gælder det dog, at de kæmper med et engagement, der opvejer de offensive fejl. Christian Hjermind scorede tre gange og stod for en hæderlig, rutineret præstation, Klavs Bruun spillede fornuftigt og forsigtigt med to mål på tre forsøg, mens holdets joker Lasse Boesen ikke fik megen spilletid - og brændte den ene chance, han fik. Men alt i alt gik det altså foruroligende godt mod et islandsk mandskab, der i bundesliga-spilleren Olafur Stefansson havde en stærk back, der scorede otte gange, og som i anden halvleg fik kontakt ved 18-18 - før danskerne igen trak fra. I dag venter en noget skrappere testmodstander - de franske verdensmestre i Odense. Her vil danskerne møde et væsentligt tempostærkere mandskab end det islandske.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her