Når de danske mesterskaber i boksning om to måneder er overstået, siger tre af de sandsynlige guldvindere amatørsporten farvel og kaster sig ud i det professionelle eventyr. Det bliver den direkte følge af Danmarks Bokse-Unions beslutning om at udelukke de tre regerende mestre og nylige CBC-triumfatorer fjervægteren Jadgar Abdulla, letmellemvægteren Reda Zam Zam og mellemvægteren Youssef El-Awad fra det eliteprojekt, som under Kjeld Kroghs ledelse sigter frem mod sommerens europamesterskaber i Rusland og i et videre perspektiv mod OL i Athen. Sådan vurderes situationen i hvert fald af formanden for Aarhus Atlet Klub Gunnar Berg, der i det daglige har de tre boksere under sine vinger og har søgt at vinde gehør for et alternativt program, bl.a. fordi han helt konkret ikke ønsker, at det er Kjeld Krogh, der skal styre arbejdet. 'Et selvmål' Og eftersom den århusianske forening ikke er interesseret i at gå på kompromis, valgte unionen i den forløbne uge at se bort fra den stærke jyske trio. »Jeg mener, at DaBU har lavet et kæmpemæssigt selvmål i denne sag, og skylden ligger først og fremmest hos næstformanden Stig Bøgeskov Nielsen og hos Kjeld Krogh. Jeg anser Kjeld Kroghs metoder for forældede. Og det kan jeg sige efter at have set ham i funktion. Han kan ikke udvikle mine boksere. Derfor har vi udarbejdet et omfattende træningsoplæg, som i langt højere grad tjener de aktives interesser. I det indgår bl.a. et samarbejde med det bulgarske nationalmandskab, som jeg har tætte kontakter til, med mulighed for deltagelse i en højdetræningslejr til en overkommelig pris. Men DaBU har altså fejet vort forslag af bordet, og så er der ikke basis for at komme videre«, fastslår Gunnar Berg, der understreger, at beslutningen om at sige nej til Kjeld Krogh ikke er dikteret af ham. Boksere har været med på råd »Der er måske nogen, der tror, at det er mig, der bestemmer, hvad bokserne skal sige, men sådan foregår det altså ikke her i Aarhus Atlet Klub. De har i hele forløbet været taget med på råd, og de er fuldstændig enige i, at de ikke får det optimale ud af at arbejde efter DaBUs retniningslinier. Følgen bliver, at de efter DM går over som professionelle. Det kan jeg fastslå som en kendsgerning, selv om jeg ikke vil sige, hvem de skal bokse for«. »Det er dybt beklageligt. Både for dansk boksning og for dem selv. Men DaBU jager dem altså direkte i armene på de professionelle. Selvfølgelig bliver det også et tab for vores klub, men vi er så stærkt funderet i ungdomsafdelingen, at vi nok skal komme ovenpå igen ret hurtigt«. 'Udemokratisk' »Hvis DaBU bare havde tænkt sig lidt om og været en demokratisk organisation kunne al denne ballade være undgået. Stig B. Nielsen som står for det her, skulle have grebet sagen helt anderledes an. De boksere, der er tale om, har jo hele tiden været inde i billedet. Det var også dem, den tidligere landstræner Eigil Jørgensen pegede på til den langsigtede planlægning. Så det havde været den mest naturlige sag, hvis Stig B. allerede i august eller september havde inviteret de tre klubber, der er tale om, Olympia Odense, Slagelse og Aarhus Atlet-Klub til en brainstorm i f.eks. Odense, hvor det kunne diskuteres, hvordan vi skulle forholde os. Så havde alle haft mulighed for at blive hørt«. »I stedet blev vi først midt i december præsenteret for den endelige plan, som bl.a. også fastslår, at vi ikke længere kan undlade at levere boksere til fællesstævnerne med Anders Vester. Det var vi fritaget for ved det første af disse arrangement, men det førte jo også til danske klø. Alle i boksesporten ved, at forholdet mellem Vester og os ikke muliggør et samarbejde på grund af de uoverensstemmelser, der opstod, da han i sin tid var i klubben. Og heller ikke på det punkt agter vi at bøje os. Engang imellem bliver man altså nødt til at stå fast på sine holdninger, og det gør vi så nu, selv om det får nogle triste konsekvenser«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Wegovy, jeg slår op
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























