Storbritanniens bedste tennisspiller, Tim Henman, har haft svært ved at indfri de forventninger, som hans store talent har affødt, men i optakten til årets første Grand Slam-turnering, Australian Open, har han vist forrygende form. I går vandt han i imponerende stil det australske hardcourt-mesterskab i Adelaide, og han er et seriøst bud på titlen i Melbourne, selv om det ofte har knebet med at holde koncentrationen i de store tougers udfordringer. Den 27-årige serv- og volleyspecialist overvandt i finalen mod Australiens Mark Philippoussis et tabt andet sæt efter en tæt tiebreak og vandt opgøret 6-4, 6-7 (6/8), 6-3. Med præcist og konsekvent angrebsspil fik Henman dermed brudt en række dårlige resultater mod australieren, som han ikke havde besejret siden 1996, og titlen blev hans karrieres niende. Med den form, briten fremviser, er det ekstra ærgerligt, at Copenhagen Open-arrangørerne ikke har kunnet sikre hans deltagelse i årets udgave af den københavnske ATP-turnering, hvor han kunne have forsvaret sin titel fra 2001. Men arrangør Ole Frederiksen holder fast på, at der ikke skal betales 'appearance money' - en slags startbonus - i København. Og det kan Tim Henman formentlig let få i en del andre turneringer, f.eks. i Marseille, hvor der spilles i samme uge. Selv om spillet fungerede fint for Henman i Adelaide, var han ikke meget for at puste sig op over for pressen med hensyn til mulighederne i Australian Open, der starter på mandag. »Man ønsker jo altid at komme til en Grand Slam fuld af selvtillid, og den har jeg virkelig også, men hvad giver det mig af garantier? Ingen«, svarede Henman selv efter årets første triumf. Hans modstander, tårnhøje Mark Philippoussis, er også en spillertype, der kan nå langt i Melbourne. Efter at have fået ødelagt det meste af sidste sæson på grund af skader og efterfølgende knæoperation, og efter at være dumpet ned til en 104. plads på verdensranglisten, er den 25-årige australier for alvor på vej tilbage til den absolutte elite. Selv om 'Scud', som han omtales pga. sin meget hårde serv, blev svigtet lidt af sit bedste våben i gårsdagens finale, viste han stor beslutsomhed og mental styrke, da han vandt andet sæt på godt en times tid efter at have været bagud 1-4. Uden den slags evner kommer man ikke langt i Grand Slam-turneringer, og Philippoussis har tidligere vist, at han kan nå en stor finale. Det skete, da han i 1998 tabte til landsmanden Pat Rafter i US Open. Men også Philippoussis var forsigtig i en kommentar til egne præstationer. »Jeg spillede egentlig godt, men var dårlig på de værst tænkelige tidspunkter. Mine dobbeltfejl blev afgørende, og den slags hader jeg. Selv om jeg er modnet som tennisspiller, har jeg stadig noget at lære, for jeg bliver ved med at kikse på den slags 'store' point. Men jeg ser frem til Australian Open, og hvis jeg ikke får nye skader, er jeg sikker på, at jeg kan komme op i verdens top 10«, lød det fra australieren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























