Det er ikke en helt normal ishockeykamp, der lørdag eftermiddag bliver afviklet i Herning Isstadion, hvor ishockeyspillerne fra Herning Blue Fox normalt spiller deres hjemmekampe. Den danske mesterklub har nemlig indgået et noget utraditionelt samarbejde omkring teambuilding med fodboldklubben FC Midtjylland og håndboldklubben Ikast-Bording, hvor de tre klubber på skift skal være vært for en kamp på deres 'underlag' mellem de to andre hold. Fodbold- og håndboldspillere på isen Herning Blue Fox er første i trioen til at lægge hus til, og dermed vil isen på lørdag blive befolket med fodboldspillere og håndboldspillere i ivrig kamp mod hinanden. Til maj skal ishockeyspillerne så til gengæld møde Ikast-Bording i en fodboldkamp, mens samarbejdet slutter med en håndboldkamp mellem Herning Blue Fox og FC Midtjylland i august. »Jeg har altid syntes, at de forskellige idrætsgrene skulle tale meget mere sammen, for der er helt sikkert meget at lære på tværs af de forskellige sportsgrene. Jeg kunne for eksempel forestille mig, at mine spillere vil få øjnene op for nogle forskellige ting, når de hører, hvordan ishockey- og fodboldspillere træner«, siger Jørgen Rolander, der som sportschef for Ikast-Bordings herrehold har været en af hovedkræfterne bag samarbejdet. Udveksler erfaring Han påpeger, at samarbejdet ud over de sikkert underholdende kampe netop handler om at komme til at tale sammen og udveksle erfaringer. »Derfor er der for eksempel også planlagt en grillaften efter fodboldkampen i maj, mens det hele slutter af med pokaloverrækkelse og et eller andet festligt arrangement i august. Men selvfølgelig er det også idrætsfolk, og mine spillere glæder sig i hvert fald meget til at møde FC Midtjylland på isen«, lyder det fra Jørgen Rolander. Hans spillere har i øjeblikket turneringspause på grund af det kommende håndbold-EM i Sverige, mens fodboldspillerne fra FC Midtjylland først i dag er mødt efter juleferie. For dem skal ishockeykampen mod Ikast-Bording i høj grad også tjene som afveksling fra den sure vintertræning. Thomasberg afventer »De fleste af os spiller kun fodbold til hverdag, og så er det rart med et lille afbræk. Samtidig kan man altid lære noget af at være sammen med andre idrætsfolk - ishockeyspillerne må i hvert fald kunne fortælle lidt om styrketræning«, siger Thomas Thomasberg fra FC Midtjylland, der dog ikke selv regner med specielt meget istid på lørdag. »Vi varmede op med ishockey til julefrokosten, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke er med i startopstillingen på lørdag. Til gengæld kan jeg godt love, at vi alligevel stiller med et slagkraftigt hold«, siger midtbanespilleren, hvis holdkammerater under selve kampen vil blive hjulpet af spillerne fra Herning Blue Fox. Kampen mellem FC Midtjylland og Ikast-Bording begynder klokken 17.30, og interesserede er velkomne til at overvære opgøret.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Han er en af valgets helt store historier, og sejren kan sige en del om demokraternes fremtid
-
Kl. 4 kalder CNN nattens hidtil største chok: Sådan gik valget time for time
-
Chef: »Der er altså mennesker, som ikke længere lærer at gøre det her. Det bliver et problem for samfundet snart«
-
Forklaringen er simpel, når man spørger til valgsejren: »Der er kun én farve i USA, og det er grøn«
-
Anmelder: Det er måske den bedste chokoladekage, jeg har fået i København
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Halime Oguz
Debatindlæg af Nis Bank-Mikkelsen