Cykling: Formue til dansk banecykling

Lyt til artiklen

Med 35.000 kr. i entreindtægt og et bidrag på godt 100.000 kr. fra sponsorerne kom Dansk Bicycle Club også økonomisk fint fra start på den nye velodrom Ballerup. Men de beløb er for småpenge at regne mod de summer, der tilflyder den hidtil så betrængte banesport, når regnskabet for de kommende verdensmesterskaber i Siemens Arena i slutningen af september gøres op. Det føler i hvert fald formanden for Danmarks Cykle Union Peder Pedersen, der var den altafgørende drivkraft i de succesrige bestræbelser på at få VM-stævnet placeret på dansk grund for første gang siden 1956, sig overbevist om. »De seneste VM-arrangementer i England, Frankrig og Tyskland har alle givet betragtelige overskud, og jeg forudser bestemt også, at vi vil få en pæn gevinst ud af anstrengelserne. Det ville ikke undre mig, hvis den bliver i millionstørrelsen, men mindre kan også gøre det. Under alle omstændigheder er det besluttet, at de penge udelukkende skal gå til udvikling af banecyklingen. Vi regner nemlig ikke med, at DCU's budget som sådan belastes af denne opgave, så derfor er det da rimeligt, at den gren af cykelsporten, som sørger for indtjeningen, også kommer til at nyde godt af de midler, der køres ind. Dermed skulle der være skabt basis for spændende aktiviteter et godt stykke ud i fremtiden«, siger den tidligere verdensmester i sprint og nuværende cykelboss Peder Pedersen. Stærke cyklister til Ballerup Allerede om en uge præsenteres et udsnit af den internationale elite med verdens to stærkeste banenationer Frankrig og Tyskland i spidsen i de utrolig indbydende omgivelser i Ballerup. En dyst for firemandshold udelukkende bestående af temporyttere står på programmet, og foruden de to nævnte lande og værterne kæmper Belgien, Holland, Slovakiet og Finland. »Eftersom VM skal afvikles her, er mange nationer interesserede i at komme og afprøve forholdene, og jeg er da eksempelvis sikker på, at Frankrig på søndag stiller med sine absolut bedste, hvilket skulle indebære skrap modstand til Michael Sandstød, Jimmi Madsen og Co.«, siger Henrik Elmgreen, der sørgede for, at premierestævnet fik et fornuftigt sportsligt indhold. »Det var tydeligt, at der nu er meget større forskel mellem de professionelle og amatøreliten, end da vi senest havde en indendørs bane til rådighed i Forum. Men det understreger jo kun, hvor tiltrængt etableringen af arenaen i Ballerup har været. Interessen for at køre på banen er imidlertid så overvældende, at jeg er sikker på, at vi står over for en særdeles positiv udvikling. Og jeg synes da, at åbningsdagen overtrumfede mine dristigste forventninger både sportsligt og interessemæssigt fra publikums side. Der er enkelte mangler, vi skal have udbedret. F.eks. er højttalerforholdene ikke tilfredsstillende, og rundt om hallen lader faciliteterne også en del tilbage at ønske. Det er væsentlige detaljer, men de ændrer ikke på, at selve banen og hallen fremstår som opfyldelsen af en vild ønskedrøm«, fastslår Henrik Elmgreen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her