Ti år efter den største danske fodboldtriumf i historien - da Danmark blev Europamester med finalesejren på 2-0 over Tyskland på Nya Ullevi i Göteborg 26. juni 1992 - er der store chancer for en ny topplacering i VM-slutrunden 2002 i Japan og Sydkorea. Det vurderer en meget optimistisk Richard Møller Nielsen, manden bag EM-holdet dengang i begyndelsen af 1990'erne. Den nuværende landstræner i Israel kalder sig 'den største fan af det danske landshold', og han betegner holdet under Morten Olsens og Michael Laudrups ledelse for 'et af de bedste danske landshold meget længe'. »Holdet består jo af en lang række spillere, der gør det vældig godt og er stamspillere på deres klubhold ude omkring i Europa. Holdets styrke er ganske enkelt, set med mine øjne, at det består af klassespillere på alle pladser«. »Man kan jo fremhæve dem alle sammen«, siger Richard Møller Nielsen. »Dennis Rommedahl er vel den hurtigste wingspiller i hele Europa. Jesper Grønkjær er umulig at bremse for selv det bedste forsvar, når han er på toppen. Ebbe Sand har været topscorer i Bundesligaen og er flittig og farlig hele tiden. Jon Dahl Tomasson er en fantastisk holdspiller, og bag ham er Stig Tøfting og Thomas Gravesen meget stærke. Det er simpelt hen et utrolig homogent hold, der kan nå meget langt i VM-slutrunden«. »Jeg vil sige, at Danmark kan nå helt op - og det ville jo være pragtfuldt ti år efter EM i Sverige, hvis det lykkes. Men det bliver da svært, og der skal selvfølgelig held og medgang til. Danmark kommer med garanti videre på første- eller andenpladsen fra den indledende pulje, og så kan alt jo ske i knald-eller-fald-kampene. Men jeg tror altså meget på Danmark«. Richard Møller Nielsen fortæller, at den kamp, der skal markere 10-året for erobringen af EM-titlen, er flyttet til lørdag 6. juli. 1992-europamestrene har været samlet hvert år, som regel på finaledatoen 26. juni eller lige deromkring, og spillet en opvisningskamp ude omkring forskellige steder i Danmark. »Det ville jo ikke være smart«, bemærker han, »hvis vi skulle spille samtidig med at Danmark spiller semifinale eller finale i VM-slutrunden ovre i Japan og Sydkorea«. De to VM-semifinaler spilles tirsdag 25. og onsdag 26. juni henholdsvis i Seoul og Saitama, bronzekampen foregår lørdag 29. juni i Daego, og VM- finalen fløjtes i gang kl. 13.00 dansk tid søndag 30. juni i Yokohama. Med Peter Schmeichels farvel i foråret sidste år er der ingen 1992-europamestre tilbage på landsholdet. Richard Møller Nielsen, der var landstræner i perioden 1990-1996, har arbejdet med flere af de nuværende VM-spillere, bl.a. Thomas Helveg, Jan Heintze og Stig Tøfting, og han havde en ung Jon Dahl Tomasson med til nogle træningssamlinger. Nu er den 25- årige Feyenoord-angriberer en af de spillere, Richard Møller Nielsen beundrer allermest. Richard Møller Nielsen udpegede Jon Dahl Tomasson til en tredjeplads, da landstrænerne rundt omkring i hele verden for kort tid siden deltog i FIFA- afstemningen om, hvem der skulle have titlen verdens bedste fodboldspiller 2001. »Jon Dahl er en utrolig arbejdskraft, der ikke er for fin til at løbe mange meter forgæves i hver eneste kamp. Han er farlig med sine dybdeløb, han scorer masser af mål, og han knokler altid i holdets tjeneste. Jeg synes, han har haft et meget fint år 2001«, siger Richard Møller Nielsen. Israels landstræner har holdt jul og nytår hjemme med familien og vennerne på Fyn. Han rejser snart tilbage til jobbet i Tel Aviv. Israel skal spille fire venskabs-landskampe i foråret: 13. februar mod Tyskland i Kaiserslautern, 26. marts på hjemmebane mod Litauen, onsdag 17. april mod Danmark i Parken og i maj mod Slovakiet. »Jeg ser meget frem til kampen mod Danmark. Det bliver selvfølgelig en særlig spændende begivenhed for mig«. Sidst i januar trækkes der lod til EM-kvalifikationen til slutrunden 2004 i Portugal - men Richard Møller Nielsen ved endnu ikke, om han skal have ansvaret for det israelske landshold i den turnering, der begynder efter sommerpausen. Hans kontrakt udløber 30. juni, og det er endnu ikke afgjort, om den bliver forlænget. Præsidenten for forbundet, Gavri Levy har sagt, at hvis han alene skal bestemme, skal Richard Møller Nielsen blive på posten to år mere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























