Statusopgørelse i badmintonbutikken

Lyt til artiklen

Det er statusopgørelse i den sportslige afdeling af badmintonbutikken Danmark, når udvalgte repræsentanter for verdenseliten i de kommende tre dage ønsker hinanden og ikke mindst publikum glædelig jul og godt nytår ved Copenhagen Masters i Cirkusbygningen. Men i modsætning til så mange andre forretninger får det ikke de store konsekvenser, hvis der skulle vise sig at være underskud på en eller flere konti. For ketsjersportens bedste danskere falder regnskabets time først nogle måneder inde i 2002. »Vi tager resultaterne - både de positive og de negative - med et gran salt«, siger landstræner Steen Schleicher Pedersen og konstaterer, at Copenhagen Masters ikke er verdens vigtigste turnering. Ligesom de danske spillere befinder de udenlandske deltagere sig i forberedelsesfasen til sæsonens alvorligere opgaver - All England samt holdturneringerne Thomas og Uber Cup - så det er svært for landstræneren at forudsige, hvem der ender som vindere af de tre rækker. Men hvad der står på dommersedlerne efter kampene går han heller ikke særlig højt op i. »Det er eksempelvis vigtigere for mig at se, hvor langt Peter Gade er fra topformen efter sin knæskade, hvordan Kenneth Jonassen håndterer sin første optræden i Cirkusbygningen og hvor de nye herredoubler står i forhold til de bedste i verden«, siger Steen Schleicher Pedersen. Doublerækken er på papiret den stærkest besatte, men Peter Gades langvarige fravær fra turneringer bringer herresinglerne i fokus, selv om feltet kunne have været stærkere, hvis Dansk Badminton Forbund havde brudt traditionen om så vidt muligt kun at invitere en spiller fra hvert land. Men de seneste vindere af VM (Hendrawan fra Indonesien), All England (Pullela Gopi Chand fra Indien) og det kinesiske mesterskab (Luo Yigang) er i sig selv en flot parade. »Og så er jeg endda overbevist om, at den eneste udlænding uden en stor titel - Wong Choong Hann fra Malaysia - vil være utroligt opsat på at gøre det godt i København efter have været nødt til at sende afbud til turneringen et par gange«, siger landstræneren. Han regner Camilla Martin for favorit til at vinde damesingle i konkurrence med to stærke kinesere, men hun har ikke trænet specielt til turneringen og får uden tvivl nok at se til. »Men under alle omstændigheder kunne jeg godt tænke mig at se Camilla give publikum prøver på sit utroligt store repertoire«, siger Steen Schleicher Pedersen og understreger på den måde, at Copenhagen Masters først og fremmest skal præsentere flot badminton for et traditionelt stort og særdeles medlevende publikum i Cirkusbygningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her