Håndbold: På kurs mod rekord

Lyt til artiklen

På banen kan Lene Rantala godt råbe endda særdeles højt, når hun sammen med de andre danske håndboldkvinder som ved VM i Italien er involveret i en dramatisk kamp med høj puls og kogende adrenalin. Men uden for målet er den 33-årige Larvik-keeper en af de mere stille eksistenser trods sin status som den suverænt mest rutinerede og vindende spiller på landsholdet. I VM-kampen mod Frankrig i den indledende gruppe i Bolzano rundede Rantala 200 landskampe, hvilket kun overgås af Janne Kolling, der med 250 optrædener i rødt og hvidt er indehaver af rekorden. Måske står den i løbet af de næste par år for fald. I hvert fald har Lene Rantala ingen planer om at stoppe karrieren lige foreløbig. »Jeg har kontrakt med Larvik indtil 2004, men om jeg også er med på landsholdet til den tid, er en anden sag. Hvis jeg føler, niveauet er højt nok, står jeg til rådighed«, siger Lene Rantala. Hun debuterede for over 10 år siden i en kamp mod Sverige i Halmstad og var med, da landsholdet to år senere brød igennem med VM-sølv i Norge. Siden er det blandt meget andet blevet til to EM-sejre, to olympiske guldmedaljer og et verdensmesterskab. Sent gennembrud Trods sine 10 år på landsholdet var det først i fjor, Rantala for alvor brød igennem. Indtil de olympiske lege i Sydney havde den nu 33-årige veteran altid stået i skyggen af Susanne Munk Lauritsen og Gitte Sunesen. Men da først Susanne Munk meldte fra til OL og Gitte Sunesen kort før afrejsen til Australien blev skadet, var vejen banet for Lene Rantala. Og med en strålende præstation gennem hele den olympiske turnering, blev Lene Rantala en af hovedkvinderne bag den danske triumf. Nu er hun ved VM i Italien i gang med sin 11. internationale slutrunde, og Rantala indrømmer, at hun ikke er helt så nervøs, som første gang, det gjaldt et mesterskab. »Hverdag bliver det dog aldrig. Når det først bliver det, er det på tide at stoppe«, siger Lene Rantala.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her