Stort julesalg i FCK

Lyt til artiklen

Flemming Østergaard må normalt siges at være en ganske virkelysten herre. Men tirsdag måtte selv en ekspedient i BR Legetøj dagen før juleaften have følt sig slået. Først på eftermiddagen meddelte han, at FC København fra 1. januar siger farvel til Thomas Thorninger, der har skrevet kontrakt med italienske Udinese. Efter at have holdt møde med en tysk delegation var han på banen mindre end to timer senere med en ny opsigtsvækkende meddelelse: FC København sælger landsholdsspilleren Thomas Rytter til tyske VfL Wolfsburg. Minimum otte millioner FCK-direktøren ønsker ikke at fortælle, hvor meget salget af Rytter skæpper i kassen, men ifølge Politikens oplysninger har københavnerne forlangt et minimumsbeløb på otte mio. kr. »Jeg har hørt mange gode ting om klubben, og de tilbød mig en god kontrakt, så da jeg meget gerne ville til udlandet, var det oplagt at slå til«, siger Rytter, der har et ophold i Sevilla bag sig. Den 27-årige højre back har tegnet en kontrakt på tre og halvt år og tiltræder med øjeblikkelig virkning i danskerklubben, der i forvejen har Claus Thomsen og Michael Madsen på lønningslisten. Dermed kan han allerede få debut søndag i hjemmekampen mod Schalke og Ebbe Sand, såfremt han kommer sig over den skade han pådrog sig i kampen mod Brøndby. »Vi vil ikke stå i vejen for hans ambition, men det ærgrer mig, at Thomas Rytter forlader FC København«, udtalte Flemming Østergaard i en pressemeddelelse. Thorninger retur At Don Ø ellers ikke er en mand, der går rundt og ærgrer sig over livets små stød, fortalte han Politiken få timer tidligere i forbindelse med Thomas Thorningers afgang til Udinese. Hans kontrakt med FCK løber til årsskiftet , så klubben får ingen penge for ham. »Der er ikke noget, der ærgrer mig her i livet, hvis folk er glade«, svarer Flemming Østergaard. Og Thomas Thorninger, han er ganske rigtigt meget glad for kontrakten, der løber i to og et halvt år. »Jeg ser virkelig frem til at spille i Italien igen. Sidst nåede jeg kun et halvt år dernede, så denne gang skulle det gerne vare lidt længere«, siger Thorninger med henvisning til sin turbulente tid i den italienske Serie B-klub Perugia i 1997. Efter to ophold i PSV og en mellemstation i Vejle blev han som topscorer i Superligaen for AGF tilbudt en kanonkontrakt i 1997 af Perugia. Hurtigt viste forventningerne sig at være urealistiske, og da FC København meldte sig på banen, tøvede Thomas Thorninger ikke med at søge vante græsgange. De fire år i hovedstaden har imidlertid været meget op og ned. I mestersæsonen spillede han meget solidt og var fast mand hele året, mens han omvendt i perioder har siddet meget på bænken - bl.a. i de seneste fem kampe. Han fortæller, at han egentlig havde regnet med at flytte tilbage til Jylland, hvor både AGF og FC Midtjylland lokkede, men da italienerne pludselig gav et tilbud, kunne han ikke sige nej. »Det er ikke for pengenes skyld, at jeg tager derned denne gang. Det er på grund af den store udfordring, det vil være at spille i Serie A. Jeg har ingen forventninger om at blive stamspiller, men håber da at få nogle kampe som indskiftningsspiller«, lyder det beskedent fra den lyslokkede spiller, der i Udinese ser frem til at dele omklædningsrum med sin tidligere AGF-kammerat Martin Jørgensen samt Allan Garde og Per Krøldrup. Selv om det var den nyligt fyrede tidligere FCK-træner Roy Hodgson, der anbefalede Thorninger i Udinese, bedyrer den 29-årige spiller, at han ikke er bekymret for at tage til Italien igen. Her blev Giampero Ventura i går udpeget som Hodgsons afløser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her