Håndbold: Halvt års pause til Nikolaj Jacobsen

Lyt til artiklen

Nikolaj Jacobsen må vinke farvel til herrernes håndbold-EM i januar efter en knæoperation onsdag, der medfører et halvt års pause. »Jeg har ikke selv talt med den læge, der opererede mig. Men vores klublæge havde talt med ham og fået at vide, at jeg skal holde et halvt års pause. Så hele min sæson er slut, lød det fra en dybt skuffet Nikolaj Jacobsen, da Ritzau fangede ham på en telefon ved sygesengen. Regnede med en måneds pause Før operationen troede både læger og den danske venstrefløj, at der var tale om en mindre meniskskade, som ikke ville spolere mere end en måneds håndbold. Men da lægen åbnede ind til knæet, dukkede sandheden om Nikolaj Jacobsens knæ frem i lyset af operationslampen. »Det er en alvorlig bruskskade, og det har åbenbart brug for en pause. Men lige nu har jeg ikke ret meget overblik«, lød det fra den 30-årige dansker, der har kontrakt med THW Kiel frem til sommeren 2004. Landstræner beklager afbud Håndboldlandsholdets træner, Torben Winther, fik onsdag eftermiddag overbragt nyheden om, at han ikke kan trække på den erfarne venstrefløj erfaring, når de danske håndboldherrer i januar/februar næste år spiller EM i Sverige. »Det er synd for Nikolaj. Og næsten lige så synd for os. Tirsdag inden operationen talte jeg med Nikolaj om indgrebet. Han regnede med, at han kunne være klar igen om 10-12 dage. Men sådan skulle det ikke være«, siger landstræneren. Han vil især komme til at savne den rutine og sikkerhed, som Nikolaj Jacobsen normalt fører videre til landsholdets unge talenter. Kolding-fløj udtages »Han er en spiller i verdensklasse, som betyder en masse for landsholdet, også andre steder end på fløjen. Han er en af de mest rutinerede, og de unge lytter meget til ham«, siger Torben Winther. Gennem flere år har Nikolaj Jacobsen og Lars Christiansen udgjort en frygtet duo på venstrefløjen. Den duo kommer ved EM sandsynligvis til at bestå af Lars Christiansen og Kolding IFs Lasse Boesen i stedet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her