Endnu en gang kæmper Lyngby for at finde løn til de ansatte for at undgå en konkurs. Klubben har bedt om udsættelse af søndagens kamp, men serie 3-spillerne har indstillet juleferien. Når klokken i aften bliver 19.30, vil 14-15 serie 3-spillere fra Lyngby Boldklub samle sig under projektørerne på klubbens gamle stadion. De afsluttede ellers sæsonen for en måned siden og har siden hygget sig med lidt bold hver lørdag, men nu er juleferien indstillet. Træner Hasse Kuhn har indkaldt spillerne til træning i aften og på torsdag. Efter at Lyngbys superligaspillere mandag begærede klubben konkurs, fordi de endnu ikke har modtaget novemberlønnen, er det nemlig mere end sandsynligt, at de ferierende serie 3-spillere søndag skal spille superligaopgør mod AGF i den sidste kamp inden vinterpausen. »Det har spillerne det rigtig dårligt med. De er jo bange for at løbe ind i en ordentlig røvfuld. Så sportsligt er det forkert, at kampen skal spilles, men sådan er reglerne. Så vi tager derover søndag med en madpakke under armen««, siger Hasse Kuhn. DBU kan dog sørge for, at amatørerne undgår at få debut i landets bedste række. Lyngby har anmodet DBU om at få søndagens kamp flyttet til foråret, hvor klubben håber at kunne stille med et stærkere hold. Professionnelle må ikke gå på banen De professionelle spillere må ikke stille op, da de så ikke kan hæve sidste måneds løn fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. De træner i dag og bliver så sendt hjem. Det er DM-programudvalget under DBU, der skal tage stilling til ansøgningen, og der ventes en afklaring inden for de nærmeste dage. Ansøgningen blev sendt af sted kort tid efter, at spillernes talsmand, Lennart Lynge Larsen, på vegne af spillere, træner Poul Hansen og klubbens andre ansatte i går begærede klubben konkurs, fordi lønnen fra november ikke er blevet udbetalt. En dommer i skifteretten vil højst sandsynlig i dag erklære klubben konkurs, og formanden for Spillerforeningen, Mads Øland, regner derefter med, at spillerne hurtigt vil blive fritstillet. »Jeg forventer, at en kurator et døgn efter, at skifterettens dommer har erklæret klubben konkurs, vil vurdere, at klubben ikke kan betale løn, og at de dermed fritstilles««, siger Mads Øland. Stadig håb Men der er stadig håb for klubben. Ifølge reglerne kan en konkurs trækkes tilbage ved at indbetale det, der står bag konkursbegæringen. I dette tilfælde lønnen fra november - ca. en mio. kr. Det har Lyngby 14 dage til. Som Politiken beskrev i mandags, håber superligaklubben, at de klubber, der lige nu er ved at indgå aftaler med de arbejdsløse Lyngbyspillere, vil yde et bidrag til klubben, selvom de ikke er forpligtet til det. Mads Øland vurderer, at 16-18 spillere har konkrete drøftelser med andre klubber. Farum skulle være interesseret i omkring 10-12 spillere. Mads Junker forventes at skifte til Brøndby. Ulrik Vincents er taget til prøvetræning i den engelske 2. divisionsklub Stoke. Kim Christensen skal i denne uge se på forholdene i Hamburger SV, mens Jan Frederiksen har samme mission i Chelsea. Træner Poul Hansen overvejer sin fremtid, men kan være på vej til Farum. Her har han fået tilbudt et job som sportschef. Amatørklubbens redningsplan går ud på at reducere lønudgifterne væsentligt og skaffe penge til først og fremmest novemberlønnen, som vil afværge en konkurs. Men før klubben betaler den, skal der også være skaffet penge til driften af klubben i det næste års tid, da historien ellers vil gentage sig måned efter måned. Og der skal være indgået en aftale med de forskellige kreditorer, der har penge til gode i klubben. »Vi er langtfra på plads, men lige nu arbejder vi på at skaffe medarbejderne job andre steder««, siger formand for amatørafdelingen Mikkel Sørensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
-
Som tallene begynder at tikke ind, tegner de et billede af et Iran, som er under ekstremt pres
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Nordmændene er i ekstase over spektakulært vikingefund
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























