DBU-aftale til debat

Lyt til artiklen

Den omstridte lejeaftale mellem Dansk Boldspil-Union og selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, kommer nu igen forrest på dagsordenen i dansk fodbold. Politiken erfarer, at en rapport om aftalen bestilt af DBU, stiller flere spørgsmålstegn ved aftalen, der i øjeblikket giver FC København en indtægt, der ifølge kritikere skaber konkurrenceforvridning i Superligaen. Dyrt at leje Parken Advokat og ekspert i lejeret Jesper Bang fra firmaet Nielsen og Thomsen har færdiggjort den undersøgelse, DBU i slutningen af september måned bad ham udføre på baggrund af utilfredshed med aftalen hos en del af unionens bestyrelse. En række danske fodboldledere påpegede dengang, at DBU ifølge deres opfattelse betaler for meget i leje pr. sæde til landskampe i Parken, og at unionen dermed giver FC København en klar økonomisk fordel i forhold til de andre klubber. Hemmelig rapport Det forhold har Jesper Bang nu undersøgt, og advokaten har afleveret sin rapport til DBU, der imidlertid med det samme har stemplet den som 'topfortrolig' og endvidere taget vidtgående sikkerhedsforanstaltninger for at undgå, at oplysninger om undersøgelsens konklusioner når videre end til bestyrelseslokalet. Såvidt Politiken er orienteret stiller Jesper Bang i rapporten indtil flere spørgsmål ved detaljer i DBU's lejeaftale med Parken Sport & Entertaiment, der i øjeblikket giver FC København en indtægt på 92 kroner pr. solgt billet til en kvalifikationskamp, mens lejen er 80 kroner per sæde til venskabskampe. I alt gav seks landskampe i 2001 FC København således en lejeindtægt på 18,9 mio. kr., mens salg af øl, vand og pølser kommer oveni. Politiken prøvede i går at få en kommentar til undersøgelsen fra advokat Jesper Bang, men ligesom DBU ønskede han ikke at udtale sig om rapporten. Indtægter fra DBU DBUs 15-årige lejeaftale med Parken, der løber indtil 2007, blev oprindeligt indgået med de tidligere ejere Gefion, som dengang fik en høj lejeindtægt pr. billet på 75 kroner, fordi nationalarenaen havde problemer med at løbe rundt økonomisk. FC København og direktør Flemming Østergaard har derimod efter overtagelsen i juni 1998 forvandlet Parken til en særdeles rentabel forretning - blandt andet på grund af lejeindtægterne fra Dansk Boldspil-Union - og det er derfor, lejesatsen af kritikere beskrives som konkurrenceforvridende. Næste skridt i sagen er, at medlemmerne i DBUs bestyrelse på et møde i december måned får lejlighed til at stille spørgsmål til Jesper Bang, hvorefter hele rapporten og dermed lejeaftalens fremtid vil være et punkt på dagsordenen på bestyrelsesmødet 19. januar næste år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her