Fodbold: Schalke snuppede Poulsen

Lyt til artiklen

Christian Poulsens kometagtige fodboldkarriere, der på et år har ført ham fra 2. division i Holbæk til landsholdet, nåede i går nye højde, da den unge midtbanespiller fra FC København med en enkelt underskrift blev den hidtil dyreste spiller solgt fra en dansk klub. Kamp om danskeren Køberen er den tyske Bundesligaklub Schalke 04, der som omtalt i Politiken i tirsdags har kæmpet med naboklubben Borussia Dortmund om at sikre sig danskeren. Et besøg i Gelsenkirchen og Arena Auf Schalke overbeviste imidlertid Christian Poulsen, der dermed bliver holdkammerat med Ebbe Sand. Den 21-årige landsholdsspiller, der er et varmt emne til Morten Olsens VM- trup, tiltræder dog først i Schalke den 1. juli 2002 og spiller altså sæsonen færdig i FC København. »Jeg har hele tiden vidst, at Dortmund var interesseret, men det er først sent, Schalke er kommet på banen. Jeg har imidlertid fået et utroligt godt indtryk af både klubben og stadion«, siger Christian Poulsen, der også har lagt meget vægt på, at der i Schalke er udsigt til en stamplads med det samme. Ebbe anbefaler I øjeblikket bruger Schalke blandt andre tjekken Jiri Nemec og Olaf Thon på den defensive midtbane, men ingen af dem forventes at være i klubben efter sommerpausen. »De sagde, at de ville købe mig for at bruge mig med det samme, og derudover har jeg talt med Ebbe, som også kun kunne anbefale klubben. Selv tror jeg også på, at tysk fodbold passer bedre til mig end for eksempel England«, lyder vurderingen fra midtbanespilleren, der tidligere på efteråret sagde nej tak til et tilbud fra Birmingham City i den engelske 1. division. Pris: 45 millioner Nu kommer danskeren i stedet til at optræde i den øverste halvdel af Bundesligaen. Schalke 04 vandt i sidste sæson pokalturneringen og blev først i overtiden på sidste spilledag snydt for mesterskabet af Bayern München. I år har klubben haft problemer med at få spillet til at køre. Schalke endte således sidst i Champions League-puljen med Arsenal, Panathinaikos og Real Mallorca, mens holdet lige nu er på en skuffende syvendeplads i Bundesligaen. Schalkes manager Rudi Assauer var da også særdeles tilfreds, da det stod klart, at han havde sikret sig Christian Poulsen foran næsen på konkurrenterne fra Dortmund. »Christian er det mest lysende talent i den danske liga og en meget eftertragtet spiller. Når han tiltræder til næste sommer, vil vi tynde ud i truppen og sige farvel til nogle af de ældre spillere, mens der vil komme andre unge med samme klasse«, lød kommentaren fra Assauer på Schalke 04's officielle hjemmeside. Transfersum hemmelig Hverken den tyske klub eller FC København ønsker at oplyse transfersummen, men i forbindelse med offentliggørelsen af salget benyttede klubbens ledelse lejligheden til også at opjustere det forventede årsresultat fra 18 til 60 mio. kr., hvilket med sign on-fee til Christian Poulsen samt en procentdel til Holbæk bringer den samlede pris op i nærheden af 45 mio. kr. Da Ebbe Sand i 1999 skiftede fra Brøndby til Schalke, var salgssummen på 40 mio. kr. Jesper Grønkjær blev med skiftet fra Ajax Amsterdam til Chelsea Danmarks dyreste spiller med en prisseddel i området omkring 100 mio. kr.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her