Fodbold: Målmand i hovedrolle

Lyt til artiklen

Karim Zaza klarede to straffespark i første halvleg. Spændende og medrivende forestilling sluttede med en dobbeltudvisning. OB-spillerne jublede som en flok vindere, mens AB'erne lignede et hold tabere, da de traskede ud fra grønsværen på Odense Stadion efter en forrygende 2-2-kamp mellem to af superligaens mest stabile hold. AB har ikke tabt i 13 kampe i træk i landets bedste fodboldrække, hvor OB er uden nederlag i de seneste seks runder. Men i går var fynboerne heldige, og det var forståeligt, at humøret var langt nede i AB-lejren. Gæsterne misbrugte to straffespark og en række andre store chancer og smed to point væk til allersidst. I OB-omklædningsrummet blev Karim Zaza rost til skyerne for en fornem præstation. Efter at Carsten Hemmingsen med et godt hovedstød på Lars Jacobsens præcise centring fra højrekanten havde bragt OB foran 1-0, overtog den dygtige målmand hovedrollen. Da Michael Hemmingsen begik straffe mod Christian Lundberg, fik Zaza vippet bolden ud på stolpen, hvor fra den røg tilbage i favnen på ham på Michael Johansens straffespark. Og han gentog bedriften kort før pausen med en meget flot redning på Lars Larsens straffespark, som den usikre dommer Michael Svendsen, der manglede autoritet og fasthed i sin optræden, dømte for hands mod Torben Sangild. »Min målmandstræner Lars Høgh har lært mig nogle ting om, hvordan man skal forholde sig ved straffespark og prøve at læse, hvad skytten vil gøre. Jeg vil ikke afsløre, hvad hemmeligheden er, men de råd, Lars har givet mig, har gjort mig til en bedre målmand«, sagde Karim Zaza. »Vi skal være vældig godt tilfredse med uafgjort. AB havde jo klart de fleste chancer«, tilføjede OB-målmanden, der imponerede med hurtige reaktioner og fornuftige placeringer, som tvang AB-angriberne til at afslutte upræcist flere gange, bl.a. Christian Lundberg. Han misbrugte før pausen 'en direktør' og ramte i anden halvleg stolpen. Karim Zaza var chanceløs, da Kenny Thorup udlignede, og han kunne ikke nå helt frem og gøre målet mindre i den situation, hvor Abdul Sule på en Lundberg-stikning slap fri og scorede til AB's 2-1-føring. »Vi spillede taktisk klogt, producerede mange gode tilbud og viste stærk holdmoral. Alle mand kæmpede for hinanden. Det var en flot indsats«, sagde AB-cheftræner Ove Christensen. SEVÆRDIGT OPGØR I første halvleg var OB'erne lige så gode som modstanderne i fight og spil, og derfor blev det et meget underholdende og seværdigt opgør med masser af rigtig og god fodbold med kombinationer langs græsset, mange indlæg, mange scoringsforsøg, godt målmandsspil (også af Jan Hoffmann) og dramatik. I anden halvleg overtog de teknisk begavede AB'ere styringen. Martin Johansen, Lars Larsen, Nikolaj Stokholm og Kenny Thorup var først på bolden på midtbanen, gode til at spille den rundt og flytte sig for hinanden, og i forsvaret lyste Martin Albrechtsen op med kompetent spil i effektivt samarbejde med Steven Lustü. Han var forudseende, hurtig i indgrebene og skilte sig klogt af med bolden. Den nærkamp- og luftstærke Carsten Hemmingsen og Dennis Siim på OB's centrale midtbanepladser faldt noget ud af kampen efter pausen. Her var OB'erne ikke så aggressive og langt fremme på banen som i de første 45 minutter, og Kaspar Dalgas, der er en meget spændende angriber, som tør og kan udfordre forsvarerne, havde svært ved at komme til chancer. Men da AB'erne til sidst dummede sig og ikke fik bolden væk, dukkede Kaspar Dalgas op og hovedstødte den velspillende Michael Hemmingsen centring ind til 2-2-udligningen. »Man skulle tro, det var løgn, at vi kunne brænde alle de chancer. Det er dybt utilfredsstillende, at vi må nøjes med uafgjort«, sagde Steven Lustü. »Det var for dårligt, at vi af en eller anden grund trak os tilbage på banen i anden halvleg. Før pausen spillede vi så offensivt, som jeg mener, vi skal gøre hver gang og i alle 90 minutter. AB havde fortjent sejren. Vi må sige stor tak til Karim for det ene point«, kommenterede Kaspas Dalgas. Både han og mange andre af aktørerne rystede på hovedet over dommerens ledelse af kampen. Kaspar Dalgas og AB's Rasmus Daugaard røg i totterne på hinanden efter et Dalgas-frispark, og Michael Svendsen vurderede, at de begge skulle have et gult kort. Eftersom de tidligere havde modtaget hver en advarsel, var det ensbetydende med en dobbelt-udvisning som afslutning på den medrivende og spændende forestilling i Odense.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her