Fodboldlandsholdets træner, Morten Olsen, landede sent i går aftes dansk tid i Sydkorea. Her vil han på lørdag overvære lodtrækningen til de indledende puljer ved næste års VM-slutrunde og dermed få at vide, hvilke tre nationer han i løbet af foråret skal forberede spillerne på at møde. Allerede i dag vil landstræneren imidlertid vente med spænding, når det internationale fodboldforbund FIFA - formentlig - i løbet af formiddagen offentliggør de seedningslag, der skal bruges ved lodtrækningen. Netop denne 'kvalitetsindeling' har traditionelt været præget af både uigennemskuelige procedurer og spegede studehandler, og heller ikke denne gang er det umiddelbart til at regne ud, hvilke kriterier FIFA vil gå ud fra. Ingen gæt fra DBU I Dansk Boldspil -Union er man således ikke meget for at gætte på den danske seedning, men sandsynligheden taler for en placering i andet seedningslag ligesom ved den sidste slutrunde i Frankrig for tre et halvt år siden. Her blev seedningen til første lag foretaget ud fra en kombination af landenes præstationer ved de seneste tre VM-slutrunder samt deres placering på FIFA's verdensrangliste, mens de resterende tre lag hovedsageligt blev valgt ud fra geografiske hensyn, så lande fra Afrika for eksempel ikke kunne møde hinanden i indledende runde. Samtidig er der en lang tradition for, at værtslandene bliver placeret i øverste lag, og hvis FIFA vælger den samme model til slutrunden i 2002, bliver de otte topseedede nationer: Japan, Sydkorea, Frankrig, Brasilien, Argentina, Tyskland, Spanien og Italien. Europæisk seedning Danmark havner ligesom ved VM i 1998 i et rent europæisk seedningslag, hvorfra tre nationer dog skal rykkes ned til de resterende sydamerikanske og asiatiske lande i tredje seedningslag. Dermed kommer fjerde seedningslag til at bestå af deltagerne fra Afrika samt Nord- og Mellemamerika. Denne fremgangsmåde giver mulighed for store udsving i lodtrækningsresultatet, hvor Danmark for eksempel kan havne i pulje med Argentina, Portugal og Nigeria, mens en pulje til gengæld også kan komme til at bestå af Sydkorea, Equador og Senegal. Under alle omstændigheder bliver Morten Olsen i Det Fjerne Østen efter lodtrækningen, hvor han vil besigtige mulige trænings- og indkvarteringsmuligheder i omegnen af Danmarks spillesteder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























