Hestesportens overlevelses-drama spidser til. Tipstjenestens datterselskab DanToto og Hestesportens Finansieringsfond udsendte i onsdags oplæg til sæsonplanen 2002 med tilhørende præmietilskud til de enkelte væddeløbsbaner. Og i samme åndedrag bad man de otte baner om senest i morgen at bekræfte, at de kan afvikle de angivne løbsdage indenfor den afsatte bevilling. Flere af de baner, Politiken har talt med, opfatter oplægget som en slet skjult trussel om, at enten makker de ret og siger ja, eller også bliver de frataget deres skitserede præmietilskud med den konsekvens, at banerne må lukke fra nytår. Og det er åbenbart, at beskæringen af løbsdage og præmier er voldsom. På landsplan bortskæres 32 af de 353 løbsdage. Skovbo-banen lukkes helt for væddeløb, og de tilbageværende løb får reduceret præmierne med i gennemsnit 16 procent, så niveauet kommer til at ligge som i 1999. Dette skyldes tildels, at er det ikke lykkedes Tipstjenesten og DanToto at skaffe en stigning i spilleinteressen, og derudover ophører Tipstjenestens underskudsgaranti pr. 1. juli 2002. Sorte udsigter Der er stadig ca. 20 millioner kr. af underskudsgarantien at gøre godt med i 2002, og derfor kan man vente en ny runde med mindst lige så kraftige beskæringer før 2003, hvis ikke Tipstjenesten og DanToto sørger for en voldsom spillefremgang til næste år. Og det er der ingen tegn på. »Men vi behøver slet ikke at vente til 2003, før det går galt«, siger Billund-travets formand Anders Hansen, der også er formand for Dansk Travsports Centralforbund. »I Billund kommer vi til at mangle en million kr. Derfor kan jeg uden tøven sige, at vi ikke kan fortsætte på det grundlag, Hestesportens Finansieringsfond foreslår«. Er du ikke nervøs for, at det kan betyde Billund-banens lukning? »Jo, men det må så blive konsekvensen. Jeg leder et aktieselskab, og vi kan ikke køre videre på lånt tid. Enhver bestyrelse må forstå at stoppe i tide, det skylder vi da vores kreditorer«. »Som formand for Dansk Travsports Centralforbund kan jeg konstatere, at vi 9. august indsendte vores forslag til sæsonplan, og vi har ikke hørt noget siden. Tilbage har vi kun et håb om øget politisk bevågenhed for sagen«, siger Anders Hansen. Få dage i Billund og Skive Billund-banen er i planen beskåret fra 40 til 29 dage. Endnu hårdere er det gået ud over Skive, der skæres fra 39 til 25 løbsdage og i øvrigt skal holde lukket i både januar og februar. Skive-formanden Anders Poulsen er mildt sagt ikke begejstret: »Forslaget er fuldstændig uantageligt, og vi kan ikke løse den skitserede opgave. Vi kan slet ikke få økonomien til at hænge sammen på det angivne grundlag«, fastslår formanden og tilføjer: »I øvrigt mener jeg ikke, at Tipstjenesten løser sin opgave, med at forbedre hestesportens vilkår, sådan som det var meningen, da loven om overtagelse af hestespillet blev vedtaget. Intentionerne er slet ikke blevet efterlevet, og det har vi forelagt Folketingets Skatteudvalg, men valget har forpurret, at vi kunne få svar fra skatteministeren, siger Anders Poulsen fra Skive. Han supplerer, at svaret til DanToto og finansieringsfonden vil være, at man fra Skive- banens side »ikke vil finde sig i den behandling«. Pause er dårlig ide Efter DanTotos sæsonplan skal Skive køre i dag og endnu tre løbsdage i december, men herefter skal banen holde pause til 4. marts. Det synes træner Bent Svendsen er uklogt, selv om han vil kæmpe videre under de vilkår, der kommer til at gælde: »Som træner må du enten kæmpe videre eller lukke butikken, og min afgørelse er at fortsætte. Men jeg er da dybt bekymret, for i vintermånederne skal vi altså ud at rejse for at få startet vores heste. Det går godt nok med de allerbedste af vores heste, men for de heste, der normalt slås for en mindre præmie på hjemmebanen, bliver situationen forværret, fordi de skal betale transportomkostninger for at deltage i en hårdere konkurrence på en fremmed bane til et nedsat præmiebudget. Hvor længe tror du, ejerne har råd til det?«, spørger Bent Svendsen, der heller ikke mener, at Tipstjenesten har levet op til forpligtelserne. Flere af de andre baneformænd er mere tilbageholdende med umiddelbare kommentarer. Fond tilgodeser store byer Lundens formand Bjørn Prahl opfatter det udsendte forslag som fortrolige oplysninger, der først skal kommenteres, når Hestesportens Finansieringsfond og DanToto har offentliggjort den endelige sæsonplan. I forslaget har Finansieringsfonden tilgodeset banerne i de store byer, Lunden og Århus, med løbsdage, mens Aalborg og Odense holdes på niveau med i år. Galopbanen beskæres fra 26 til 23 løbsdage. Men alle steder sænkes præmierne, og ingen tvivler på, at den økonomiske afmatning vil få konsekvenser for både opdræt, hestehold og trænere, så der både bliver et mindre opdræt og færre hesteejere og heste, mens flere trænere vil lukke butikken. Det var i går ikke muligt, at få en kommentar fra formanden for hestesportens Finansieringsfond, Jim Stjerne Hansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























