Det blev de spanske holds aften, da både Real Madrid og Deportivo La Coruna hentede tre point i deres første kamp i andet gruppespil i Champions League. Dermed er Real Madrid i spidsen af Gruppe C efter en 3-2 sejr ude over Sparta Prag, mens Panathinaikos måtte nøjes med uafgjort 0-0 hjemme mod FC Porto, og i Gruppe D er Deportivo La Coruna i front efter 2-0-sejren hjemme over Arsenal, da det andet opgør mellem Juventus og Bayer Leverkusen blev udskudt til næste onsdag på grund af tåge. Gruppe D I Gruppe D var Arsenal på en forventet svær opgave i Spanien mod Deportivo La Coruna, der i øjeblikket topper den spanske 1. division. Det engelske Premier League-hold var handicappet af skader hos flere rutinerede kræfter, hvilket betød, at man stillede op med et tildels usammenspillet forsvar bestående af Lauren, Sol Campbell, Matthew Upson og Ashley Cole. Thierry Henry var blevet klar, mens Dennis Bergkamp var blevet hjemme, da han lider af flyskræk. Hos hjemmeholdet var tremåls-skytten fra weekendens sejr over Real Sociedad, Roy Makaay, med som supplement til Diego Tristan, og allerede efter otte minutter gik det galt for Arsenal. Sol Campbell fik ikke sparket bolden væk i forsvaret, og den endte i stedet hos Makaay, der resolut passerede Richard Wright i Arsenals mål til en 1-0-føring. Deportiv La Coruna regnes af mange som en farlig outsider til at vinde denne sæsons Champions League, og holdet formåede da også i det første gruppespil at besejre Manchester United både hjemme og ude. Hjemmeholdet var spilstyrende, og efter 24 minutter slog Diego Tristan til med et lumsk langskud uden for feltet. Forsøget kom tydeligvis bag på Arsenals noget usikre forsvar, og Richard Wright var chanceløs. 2-0-føringen var få sekunder senere ved at blive udbygget, og Deportiov La Coruna skruede nu yderligere op for presset. Ny målmand Det blev ved de 2-0 i første halvleg, hvilket sandsynligvis ikke behagede Arsenals manager Arsene Wenger. Franskmanden valgte at udskifte sin målmand med den engelske U21-målmand, Stuart Taylor, hvilket overraskede de fleste, da Taylor ikke virkede skadet. Arsenal forsøgte at komme længere frem på banen efter pausen, og Patrick Vieira var tæt på at overrumple det spanske forsvar i begyndelsen af anden halvleg. Selv om Arsenal kom længere frem på banen og kom til flere forsøg end i de første 45 minutter, var der aldrig tvivl om resultatet, og Deportivo La Coruna virkede tilfreds med en 2-0-sejr. Gruppens anden kamp mellem Juventus og Bayer Leverkusen i Torino blev aflyst kort før kick off, da dommeren skønnede, at tågen generede for meget. Opgøret bliver i stedet spillet onsdag den 28. november. Gruppe C I Gruppe C var både René Henriksen og Jan Michaelsen som forventet med i Panathinaikos' startopstilling til mødet hjemme i Athen mod FC Porto. Panathinaikos var spilstyrende i det meste af første halvleg, men det lykkedes ikke for grækerne at få bolden over den portugisiske målstreg. Michalis Konstantinou var blandt andet tæt på efter et flot indlæg fra Jan Michaelsen efter 26 minutter, men han fik ikke kontrol over bolden, der gik ud til portugisisk målspark. Panathinaikos fortsatte presset efter pausen. 20 minutter før tid blev Michaelsen skiftet ud, og det lykkedes ikke for danskerklubben at få scoret. Real Madrid var på besøg hos Sparta Prag i den anden kamp i danskernes gruppe, og det gik som planlagt, da Zinedine Zidane efter 20 minutter bragte spanierne foran 1-0 ved at løfte bolden over Sparta Prags målmand Petr Cech. Hjemmeholdet fik dog udlignet efter en halv time, men seks minutter senere bragte Fernando Morientes Real Madrid foran 2-1. Efter pausen fik hjemmeholdet udlignet ved Libor Sionko, men Morientes slog til igen og bragte spanierne foran 3-2, hvilket bragte dem i spidsen af gruppen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























