Når den 15 mand store bestyrelse i Den Internationale Olympiske Komité, IOC, 11.-13. december skal tage stilling til, hvilke personer der skal have lov at stille op som IOC-kandidater, kan danske Kai Holm forvente støtte fra i hvert fald et medlem. Det ene af de to svenske IOC-medlemmer, Gunilla Lindberg, siger til Politiken, at hun vil stemme på, at formanden for Danmarks Idræts-Forbund, DIF, bliver indstillet til det næste valg af IOC-medlemmer. Det finder sted på IOC-sessionen i forbindelse med Vinter-OL i Salt Lake City om tre måneder. Og Gunilla Lindberg, der i lidt over et år har siddet i bestyrelsen, tror, at Kai Holm har en god chance for at blive stemt ind. »Han er velkendt, og han kommer fra sportens verden«, siger hun. Det nuværende danske medlem af IOC, Niels Holst-Sørensen, fylder 80 år i december 2002 og skal ifølge reglerne så forlade IOC. Men i håb om at det vil styrke Kai Holms mulighed, har Niels Holst-Sørensen besluttet at gå af før tid. Han siger farvel på IOC-sessionen i februar og har allerede indstillet Kai Holm som sin efterfølger. Det er den såkaldte nomineringskomité, der skal godkende de indstillede personer. De sendes videre til bestyrelsen, som beslutter, hvilke personer der kan stille op, og så er det op til medlemmerne af IOC at afgøre, om kandidaterne skal stemmes ind. Som led i en lang række reformer vedtog IOC for to år siden, at antallet af IOC-medlemmer skal være reduceret til 115 med udgangen af 2003. Og da IOC lige nu består af 126 medlemmer, kunne man slutte, at Kai Holm er på en svær mission. Men så sent som i juli blev seks medlemmer stemt ind, og Jacques Rogge, der samtidig blev valgt til ny IOC-præsident, siger nu, at det kan blive nødvendigt at ændre tallet. »Det er et spørgsmål, om det er muligt, for vi er allerede 126. Så vi vil undersøge, om det tal er realistisk. Det kan godt være, at vi bliver nødt til at tilpasse antallet. Men vi ønsker på den anden side ikke, at IOC bliver for stor«, siger Jacques Rogge i et interview med Politiken. »Jeg har et praktisk problem, fordi jeg ved udgangen af 2003 vil have flere medlemmer, end charteret foreskriver. Charteret foreskriver 115, og ved udgangen af 2003 vil vi, selvom vi ikke optager flere, stadig være 124, så det er ni for mange«. »Men kunne man ikke sætte et stop for flere medlemmer?« »Selvom vi stoppede nu, ville vi stadig være 124 i slutningen af 2003. Og man kan ikke forlange af mig, at jeg skal udelukke medlemmer«, siger Jacques Rogge. Han fik op til præsidentvalget støtte fra Kai Holm, der tidligere har udtalt, at han på grund af Jacques Rogges kendskab til Danmark føler sig rimelig sikker på, at dansk idræt vil blive hørt i fremtiden. Men om det skal ske via Kai Holm i IOC, vil tiden vise. Jacques Rogge ønsker ikke at kommentere, hvordan kravet om at slanke IOC påvirker Kai Holms mulighed for at træde ind i det magtfulde sportsorgan. Og IOC-præsidenten ønsker heller ikke at sige, hvorvidt han kunne tænke sig at se Kai Holm i IOC. »Jeg vil ikke komme med sådanne erklæringer, før mine kollegaer har haft lejlighed til at drøfte det med mig. Det er ikke mig alene, der beslutter, hvad der skal ske i IOC, dette er en fælles beslutning«, siger Jacques Rogge, men tilføjer, at »Hr. Holm er en meget respektabel sportsleder«. Gunilla Lindberg tror ikke, at kravet om et mindre bemandet IOC vil være en hindring for Kai Holm. »Det er ikke en ekstra person, der kommer ind. Niels (Holst-Sørensen, red.) går ud, og der kommer en anden ind«, siger Gunilla Lindberg, som i 1996 selv blev valgt ind i IOC på den måde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























