Mens Team fakta endnu er på jagt efter den kapitaltilførsel, der skal indfri drømmene om en tilværelse i den internationale cykelsports 1. division fra næste sæsons start, skrev rytteren, som toppede ønskelisten over nyerhvervelser Rolf Sørensen fredag kontrakt med en anden arbejdsgiver, som ikke alene sikrer ham job i sadlen i 2002, men også garanterer ham beskæftigelse, når han er stået af cyklen. Landbouwkrediet-Colnago - et partnerskab mellem en belgisk bank og en italiensk cykelkonstruktør - hedder holdet, der i denne sæson har ført en tilbagetrukket tilværelse i 2. division, og som er indregistreret i Belgien. Og det er den sidste del af navnet, der først og fremmest er aktuel i forbindelse med Rolf Sørensen. Legendarisk fabrikant Ernesto Colnago er en legendarisk italiensk cykelfabrikant, som i årtier har været involveret i professionel cykelsport, og Rolf Sørensen har således i halvdelen af sin karriere kørt på Colnago-cykler. Colnago satser i den kommende sæson voldsomt på en række unge talenter - blandt andre den ukrainske U 23-verdensmester Yaroslav Popovych - som har bundet sig til at køre på hans cykler, og det er i den forbindelse, han skal bruge Rolf Sørensen. »Jeg har kendt Ernesto Colnago i årevis, og da han ringede til mig og spurgte, om jeg ville medvirke i det projekt, han nu har gang i, med at føre en stribe unge ryttere frem, var jeg straks interesseret. Næste år skal jeg optræde som kørende kaptajn for dem, og vi har så snakket om, at jeg på længere sigt skal styre deres udvikling i kulisserne. Måske i en slags manager-funktion. Og eftersom jeg har gjort mig klart, at min fremtid ligger i Italien, åbner det meget spændende perspektiver for mig«, fortæller Rolf Sørensen fra Italien, hvor han netop havde afsluttet høsten på sin olivenmark, inden han i går satte sig til forhandlingsbordet med Ernesto Colnago. En rigtig glad mand »Både de økonomiske og de sportslige betingelser, som jeg havde stillet i forbindelse med en kontraktunderskrivelse, er blevet opfyldt. De langsigtede muligheder er spændende, men jeg har også forsikringer om, at vi vil kunne få wildcard til løb som Paris-Roubaix, Flandern Rundt og alle de store begivenheder i Belgien, netop fordi holdet hører hjemme dér. Og Ernesto Colnagos position i Italien skulle også kunne bane vejen for start i Giro d'Italia. Under alle omstændigheder er jeg en glad mand, efter at denne aftale er faldet på plads«. Fra Team fakta, som også har haft bud efter Rolf Sørensen, men som endnu ikke har kunnet præsentere ham for et konkret tilbud, lød der lykønskninger, men fra Team faktas sportsdirektør, Kim Andersen, han lagde dog ikke skjul på, at han meget gerne ville have haft Rolf Sørensen i truppen. »Jeg kan kun ønske Rolf held og lykke. Det er en streg i regningen for os, at han nu har skrevet kontrakt andetsted. Men han har været fuldstændig fair i sin optræden. Vores økonomiske grundlag er endnu ikke på plads. Og selv om det havde været alle tiders med et dansk topnavn som Rolf Sørensen, har jeg stadig ryttere på hånden, som i kraft af deres verdensranglistepoint vil kunne bringe os i 1. division«, siger Kim Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema




























