Vilje og fight var ikke nok for Lyngby, der spillede den 12. kamp i træk uden sejr. Siden Lyngby og AB mødtes i starten af september, har de grønne fra Gladaxe ikke tabt en eneste kamp i Superligaen, mens Lyngby til gengæld ikke har vundet. Da dommer Nicolai Vollquartz i går fløjtede af i sæsonens andet møde mellem de to naboklubber, var det billede ikke ændret. AB vandt 1-0, og skaffede sig endnu engang tre vigtige point til tabellen, mens Lyngby lige så stille nærmer sig de to ubehagelige pladser under nedrykningsstregen. Kun en bedre målscore end Vejle gør, at Lyngby ikke er helt i bund. Det er klubbens fremtidsudsigter til gengæld. En konkurs har længe truet, og et samarbejde med Farum er stadig langt væk. Tirsdagens valg, der beskæftiger Farums formand for den professionelle afdeling, borgmester Peter Brixtofte, har udskudt forhandlingerne. Usikkerheden har længe sat sit præg på Lyngbys Superliga-mandskab, men spillerne kæmper og viser trods de svære betingelser høj moral. Det var også tilfældet i går, og træner Poul Hansen var meget tilfreds med holdets engagement og disciplin. »Vi regner med, at det er næstsidste kamp, og så må man finde andre dyder frem på banen. Hvis spillerne skal andre steder hen, må de vise moral og engagement. Der er ingen, der kan forvente at se spilleglæde nu«, sagde Poul Hansen, der bruger det som motivationsfaktor over for spillerne. »De skal stadig kunne se hinanden i øjnene bagefter. Hvis man ikke spiller for holdet, er man ikke med, men de kan vise udadtil, at de har vilje og ærgerrighed og er værd at satse på«, sagde Poul Hansen. Vilje og fight har dog ikke skaffet klubben mange point, og gjorde det altså heller ikke i går. Det var en jævnbyrdig første halvleg. Lyngby havde et par forsøg men ingen, der for alvor satte Jan Hoffmann i gæsternes mål under pres. Desuden sørgede Steven Lustü og Martin Albrechtsen for, at Lyngby ikke kom for tæt på. SEJR PÅ LANGSKUDSMÅL Efter pausen var AB mere direkte i sit spil, og det førte til sejrsmålet. Det kom i det 74. minut og blev sat ind af Lars Larsen. Den tidligere Lyngbyspiller tog chancen omkring 25 meter ude og passerede Claus Fallentin i Lyngbys mål. Indskiftede Kim Christensen havde mulighed for at udligne til sidst, men AB vandt uden dog at ligne et hold, der indtager andenpladsen i Superligaen. »Vi er langt henne i november, banerne er tunge, og vi kører med de samme 11 spillere. Og de virker lidt slidte i dag, men det har vi oplevet før, når der har været pause på grund af landskamp«, sagde AB's træner, Ove Christensen, efter at han med et håndtryk havde takket hver enkelt spiller for en god indsats. »Jeg synes, at vi fortjente at vinde, men Lyngby er så dygtige og stærke, som jeg havde regnet med. Det er to jævnbydige mandskaber, men mange ting har gjort, at vi ligger i hver vores ende af tabellen«, sagde Ove Christensen. Poul Hansen pegede på træningen som en af de ting. »Vi træner en anelse dårligere, fordi der hele tiden er nye problemer, nye problemer«, sagde Poul Hansen. 28. november ved han og spillerne om der igen er nye problemer. Den dag afholder Lyngby Boldklub ekstraordinær generalforsamling, hvor medlemmerne kan afgøre klubbens fremtid.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























