Show med alvorlig baggrund

Lyt til artiklen

Med 16 prominente skikkelser i dansk idræt som aktører afvikles i morgen i Århus, Odense og København en showpræget kappestrid med en alvorlig baggrund. For løjerne i de tre storbyer er med Novo Nordisk som sponsor nemlig arrangeret i anledning af, at 14. november er Verdens Diabetes Dag. Sportsstjernernes optræden skal medvirke til at sætte fokus på sukkersygen, som knap en kvart million danskere lider af. Fra Århus til København De 16 skal dyste på fire-mandshold i korte, hektiske cykeldiscipliner, og turneen starter i den jyske hovedstad, hvorefter deltagerne transporteres i bus til Odense, inden finalen foregår i indkøbscentret Fisketorvet i København. Det sejrende mandskab belønnes med 200.000 kr., som straks går videre til overlæge Inger Bendtson fra Hillerød Sygehus, der skal anvende pengene til en sportsdag for børn med diabetes som en påmindelse om, at stadig flere i de helt unge årgange rammes af sygdommen, samt at den egentlig kan forebygges med grundig motion. Peter Gades hold handicappet »For mig var det den naturligste ting af verden at sige ja til at være med, da jeg fik at vide, hvad det drejer sig om. Jeg har selv dyrket idræt, siden jeg var fire år, og hvis jeg kan hjælpe til, at børn i dag får øjnene op for, at det ikke alene er dejligt at få rørt sig på den ene eller den anden måde, men også vigtigt for helbredet, gør jeg det hellere end gerne«, siger badmintonspilleren Peter Gade. Han mener dog, at hans hold måske er en anelse handicappet i forhold til de andre, fordi cykelrytteren på det, Jesper Worre, efterhånden har sin karriere et godt stykke bag sig. Gade er desuden sammen med fodboldspilleren Flemming Poulsen og roeren Mette Bloch. Alle har en cykelrytter Hver kvartet er udstyret med en cykelrytter, fordi det altså er på den tohjulede maskine, konkurrencerne foregår. Tennisspilleren Kenneth Carlsen, roeren Thomas Poulsen og golfspilleren Iben Tinning skal søge at drage nytte af Frank Højs cykelkundskaber, mens Brian Holm, der har stået for en stor del af det praktiske arrangement med sammensætningen af hold samt udvælgelsen af discipliner og ruter, har sørget for at blive makker med den særdeles cykelegnede racerkører Tom Kristensen, golfspilleren Steen Tinning og OL-medaljevinderen i curling Dorthe Holm. Det sidste hold består af den danske mester på landevej Jakob Piil, triatlon-verdensmesteren Peter Sandvang, håndboldspilleren Tina Bøttzau og bokseren Jimmi Bredahl. »Det har været legende let at få de forskellige til at stille op. Alle har været med på idéen med det samme, og jeg håber da også, vi kan få børn til at indse, at det altså ikke kun er foran computeren, der foregår spændende ting. Den slags fristelser havde jeg jo ikke i den alder, og ligesom Peter Gade blev jeg meget tidligt grebet af sporten«, siger Brian Holm.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her