Morten Olsen har et par åbne pladser

Christian Poulsen er ny på landsholdet. - Foto: Morten Bjørn Jensen
Christian Poulsen er ny på landsholdet. - Foto: Morten Bjørn Jensen
Lyt til artiklen

Når Morten Olsen inde i hovedet sætter navne på de spillere, der om lidt over et halvt år skal til VM-slutrunden i Sydkorea og Japan, så har landstræneren stadigvæk et par pladser, som står åbne til nye, unge navne - hvis de altså formår at gøre sig fortjent til dem. Blandt andet derfor cyklede 21-årige Christian Poulsen tirsdag en tur forbi Parken for at blive præsenteret som en af de 21 spillere, som foreløbig udgør truppen til landskampen i Parken mod Holland den 10. november. Flere skal have chancen Efter Superligarunden på søndag bliver tre mand skåret fra, men ifølge Morten Olsen bliver det ikke nødvendigvis de nyeste navne som Christian Poulsen fra FC København eller for den sags skyld ABs Martin Albrechtsen, der vender tilbage til truppen. »Noget af det, vi skal bruge kampene inden VM til, er blandt andet at give andre spillere muligheden for at afprøve, hvordan de fungerer i vores system, og det må være en enorm stor motivation for de hjemlige spillere at prøve at nå med til Korea og Japan. I den forbindelse betyder det nemlig ikke noget, hvor du spiller, eller hvor gammel du er. Det handler udelukkende om, hvorvidt spilleren er god nok«, sagde Morten Olsen, mens Christian Poulsen hørte andægtigt efter. Stolt og beæret Den unge midtbanespiller, der tidligere kun har optrådt på U21-landsholdet, var meget stolt og lidt beæret over pludselig at stå på samme liste som blandt andre Ebbe Sand, Thomas Gravesen og Rene Henriksen. »Jeg vil gøre alt for at komme i betragtning til VM-truppen, og så er det lækkert at se, at Morten udtager spillere fra Superligaen. Så ved man, at der er en chance også som ung spiller, og det vil være en stor gulerod for mig fra nu af«, lød det fra Christian Poulsen, som til pressemødet i Parken havde selskab af to andre nye navne i truppen. Thomas Rytter - også fra FC København - er indkaldt primært som backup for den tvivlsomme Thomas Helveg, mens Jan Hoffmann fra AB er reservemålmand i stedet for Peter Kjær, der har fået fri til at passe sit nye mål i skotske Aberdeen. »Peter har været igennem et meget specielt forløb, og det hjælper også os, at han har fundet et sted at spille. Derfor vil vi ikke med det samme hive ham hjem bare for at sidde på bænken«, forklarede Morten Olsen sin beslutning. To tilbage efter skade Tilbage på landsholdet er også forsvarsspilleren Steven Lustü og Claus Jensen, der efter en skadepause igen er med på Charltons hold i Premier League. I forhold til den seneste kamp mod Island glider ud over Peter Kjær også Brøndbys Mads Jørgensen, Rods Marc Nygaard og Peter Nielsen fra Borussia Mönchengladbach ud af truppen som følge af enten småskader eller mindre formnedgang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her