I de otte år, hvor Leif Mikkelsen har været formand for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI, har det været hans klare målsætning at gøre den folkelige idræt mere synlig i det danske idrætsbillede. Ikke mindst i forhold til politikerne. Nu forlader han formandsposten i organisationen for selv at blive politiker på Christiansborg for partiet Venstre, men inden det kommer så vidt, mener han, det er nødvendigt, at give lederne i DGI en opsang, og det vil han gøre, når han på DGI's årsmøde i weekenden holder sin sidste tale som formand. Lederne i DGI skal ikke gemme sig ude i de forskellige amtsforeninger, men være med til at markere, hvad DGI står for. Det har Leif Mikkelsen af og til savnet. »Vores egne amtsformænd skal være meget bevidste om ansvaret for at arbejde med politisk ledelse. Det er nok deres vigtigste opgave - langt vigtigere end at sidde hjemme i amtsforeningen og administrere. DGI skal leve op til det at være en folkelig forening, som udfordrer sine omgivelser og holder fast i sit værdigrundlag«, siger Leif Mikkelsen. »DGI's stemme på idrætspolitiske spørgsmål - når vi melder fra, og vi melder til - er meget stærkere, hvis politikerne kan høre, hvad amtsformændene mener. De kan være med til at styrke DGI utrolig meget ved at være bevidst om politisk ledelse og ikke kun sige: »Nå, det klarer formanden nok, lad ham tale om det«, siger Leif Mikkelsen. »De, der sidder i Folketinget og bestemmer, er valgt i en lang række kredse i Danmark. Og det, at de hører noget fra eventuelt, beslutningstagere, som tilhører den kreds, de er valgt i, og som altså kan stemme på dem eller lade være, forringer ikke hørelsen«, siger Leif Mikkelsen. Hans efterfølger skal findes på årsmødet. Det ser dog ud til at blive en let opgave, da Søren Møller, nu tidligere forstander på Gerlev Idrætshøjskole, indtil videre er eneste kandidat til posten. Han synes ikke, at amtsformændene har været for dårlige til at synliggøre DGI, men mener snarere, at behovet for at være længere fremme i skoene er vokset. Søren Møller er derfor enig med Leif Mikkelsen i, at amtsformændene for fremtiden er nødt til at være mere oppe på tæerne. »Der er ingen tvivl om, at amtsformændene skal blive bedre rustede til diskussioner ude i kommunerne, som er under pres fra eliteidrætten og pressen for at gå ind i eksempelvis stadionaftaler, og hvor vi hører, at børnehold mister træningstider til fordel for eliteidrætten. Det skal ikke ske uden diskussion. Ikke fordi eliteidrætten skal væk, men fordi det ikke skal være på bekostning af børne- og ungdomsidrætten«, siger Søren Møller. Både Leif Mikkelsen og Søren Møller understreger, at DGI internt arbejder med at uddanne sine ledere. Give dem et kendskab til DGI's historie, så de hurtigt kan være med til at sætte deres præg på det danske idrætsliv.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























