Camilla Martin i finalen efter gyser-kamp

Lyt til artiklen

Camilla Martin er ovenpå igen. Efter en længere periode med et mindre kinesisk trauma hængende over hovedet, fik hun lørdag eftermiddag ram på verdens for tiden bedste kineser Zhou Mi i semifinalen i Grand-Prix-turneringen Danmark Open i Farum Arena. Camilla Martin vandt efter en udmarvende kamp, som strakte sig over en time og 13 minutter, med cifrene 7-5, 3-7, 6-8, 8-6 og 7-2 og møder i finalen kineseren Pi Hong Yan, som til daglig spiller i Greve. Udmattet Camilla Martin var fuldstændigt udmattet efter opgøret og var tydeligt lettet over at have fået krammet på en af de frygtede kinesere. Første sæt tog Camilla Martin rimelig smertefrit, men i andet sæt begyndte de lange dueller at tære på kræfterne hos de to ellers særdeles veltrænede badmintonspillere, som flere gange måtte puste ud. I tredje sæt missede Camilla Martin en enkelt sætbold, men kineseren tog sættet knebent med 8-6 og førte med to sæt imod et. Det var dog tydeligt, at Camilla Martin var tændt til dagens kamp. Hun stampede flere gange i gulvet over egne fejl og viste sin frustration, når en dommerkendelse var tvivlsom. Træner: Styr dig Under kampen havde landstræner Steen Pedersen været nødt til at bede Camilla Martin om at styre temperamentet en smule. Fjerde sæt blev det mest langtrukne. Zhou Mi overlevede hele fire sætbolde, før Camilla Martin kunne ånde lettet op over at have tvunget kinseren ud i et femte og afgørende sæt. Selv om cifrene blev på 7-2 til Camilla Martin, så bød også det sidste sæt på flot badminton med nogle lange gode dueller, og intet var afgjort, før den sidste bold var spillet. Zhou Mi undskyldte sig via en kinesisk tolk efter kampen dog med, at hun ikke helt var i topform for tiden, og Camilla Martin erkendte da også, at kineseren har spillet bedre. »Jeg har mødt hende, hvor hun var bedre. Hun virkede meget træt og medtaget, efter at hun var ude i en hård kamp i går. Men jeg synes også selv, at jeg havde et psykisk overtag og holdt fast hele kampen igennem«, sagde Camilla Martin. Martin storfavorit Ingen tvivl om at semifinalen mod Zhou Mi var den moralske finale i damesingle, da Camilla Martin i søndagens finale vil være storfavorit mod Pi Hong Yan, som blot er nummer 16 i verden. Camilla Martin har to gange vundet over kineseren, men var ovenpå lørdagens strabadser for træt til at tænke på søndagens opgør. »Nu må vi se, hvordan min krop har det i morgen. Nu er det eneste jeg orker vist at spise«, sagde Camilla Martin, som så frem til en god gang massage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her