Under den nye cheftræner Hans Backe er københavnerne ubesejret i otte kampe, og søndag var der klasseforskel i 4-1-opgøret mod Lyngby. For tre uger siden var FC København heldig med at hive en smal 1-0-sejr over Lyngby i land i Parken. Søndag var der klasseforskel, da de to hold mødtes samme sted, og FCK'erne understregede, at de er i fortsat fremgang under den nye cheftræner Hans Backe og inden længe vil være helt oppe i hælene på Brøndby og AaB i tabeltoppen i Superligaen i fodbold. Kompakt kollektiv 4-1 til FCK var ikke et mål for meget på en råkold oktobereftermiddag, da Lyngby-spillerne såmænd længe forsøgte at kæmpe imod overmagten, men ikke havde det mentale overskud og gejsten til at true hjemmeholdet for alvor. FCK'erne udgjorde et kompakt kollektiv, der fra start satte sig på kampen og i realiteten havde sikret sig de tre point allerede ved pausen. »Det var meget solidt og stærkt, hvad vi lavede. Holdet udstråler mere og mere selvtillid og power, og der er orden på tingene«, kommenterede en forståeligt meget tilfreds Hans Backe bagefter. »Organisationen er på plads på holdet nu, forsvaret giver ikke meget væk, og jeg sad ude på bænken med en god fornemmelse. Det minder mig om min tid i Aalborg i den sæson, hvor AaB blev mester. Under kampen i dag følte jeg ikke på noget tidspunkt, at vi kunne komme i vanskeligheder«. Backe udstråler tryghed Med Hans Backe på trænerposten har FCK nu spillet otte kampe i Superligaen og UEFA Cuppen uden at tabe (fem sejre, tre gange uafgjort), og der er virkelig kommet fasthed og system over tingene. Søndag leverede københavnerne i lange perioder nydeligt, varieret og friskt fodboldspil mod de ineffektive Lyngby-folk, der ikke rigtigt troede på, at de ville få noget med hjem fra Parken. »Hans Backe har bygget holdet op igen. Han udstråler autoritet og giver os tryghed«, sagde den dobbelt målscorer Christian Poulsen. »Vi er inde i en god udvikling, og derfor kunne vi vinde så klart mod et hold, der voldte os problemer sidste gang. Vi gik højt op til dem og satte tryk på, og vi fik stoppet Lars Bohinen, der ikke fik megen tid og plads til at styre Lyngbys spil«. Christian Poulsen var omdrejningspunkt Christian Poulsen - der fungerede godt sammen med den hårdt arbejdende Christian Lønstrup på den centrale midtbane - sendte FCK på sejrskurs med 1-0-pletskuddet efter et Morten Bisgaard-hjørnespark, som blev forlænget af Kim Madsen. Unge Poulsen var længe omdrejningspunktet på vinderholdet, der defensivt fungerede stort set upåklageligt og i offensiven diskede op med kvikt kombinationsspil med god bredde og skabte en række gode chancer, hvoraf en mere blev udnyttet før pausen. Sibusiso Zuma sparkede bolden ind til 2-0 som afslutning på et velkomponeret, hurtigt opspil med Morten Bisgaard og Heine Fernandez i de kreative roller. Poul Hansen: Stor forskel Lyngby spillede i en fleksibel 4-5-1-formation, som efter planen skulle være 4-3-3, når bolden var erobret, men Lyngbys kontrafremstød blev aldrig farlige i første halvleg. Afleveringerne og indlæggene var for dårlige, når der opstod enkelte muligheder for at skabe noget over for den ellers velfungerende, godt opdækkende forsvarskæde med Thomas Rytter, Kim Madsen, Jacob Laursen og Peter Christiansen, der afløste karantæneramte Niclas Jensen. »Jamen dog, hvor forskellen var stor«, erkendte den frustrerede Lyngby-træner Poul Hansen, der sammen med spillerne har så meget at tænke på mellem kampene: Kommer lønnen til den første, hvornår lukker Lyngbys prof-afdeling, kommer der hjælp udefra, skal Lyngby fusioneres med Farum? »FCK'erne var bedre i nærkampe og løb, og vi kunne ikke stille meget op. Vi forsøgte fra anden halvlegs start at presse deres midterforsvar ved at sætte to mand på toppen og spille mere simpelt. Der var ikke andet at gøre. Men vi var ikke i stand til at producere de store chancer, og resultatet kunne ikke blive meget anderledes«, sagde Poul Hansen. Veloplagt Morten Bisgaard Indskiftede Mads Junker scorede for Lyngby i en situation, hvor FCK's målmand Magnus Kihlstedt bestemt ikke så godt ud uden for feltet, hvor han ville heade bolden væk - men på det tidspunkt stod det 4-0. Morten Bisgaard bankede 3-0-målet ind på Thomas Thorningers godt sete og fint udførte frispilning, og Christian Poulsen øgede, da han modtog bolden fra Bisgaard, drejede rundt og scorede med venstrebenet via stolpen. Morten Bisgaard, der har skuffet fælt og fyldt for lidt i mange kampe, var altså med i alle fire FCK-mål. Han var veloplagt på højrekanten, udfordrende i sit spil, og han viste sin tekniske kunnen og frækhed, når det virkelig kørte for ham. Zuma jonglerede og morede sig glimrende i en kamp, hvor modstanden altså ikke var skræmmende. Midterforsvareren Morten Petersen er en glimrende spiller, Lars Bohinen har lederevner og kan fordele boldene, og Mikkel Bo Jensen er slidstærk og kan lægge nogle dejlige skift, men det hjælper intet, når holdet ikke hænger sammen, og angriberne bliver 'lukket ned' og hverken kan holde på bolden eller udgør nogen reel trussel oppe foran. Det ser sort ud for Lyngby og lyst ud for FC København, der slutter efteråret med to spændende storkampe mod AaB og Brøndby.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























