United forærede sejren væk

Lyt til artiklen

Manchester United tabte onsdag et stort skridt mod videre kvalifikation fra første gruppespil i Champions League, da de foran 65,585 tilskuere hjemme på Old Trafford tabte 3-2 til Deportivo La Coruña i gruppe G. To gigantiske forsvarskoks af United - et i hver halvleg - hjalp spanierne til sejr. Ruud Van Nistelrooy bragte United foran og udlignede senere til 2-2, før Diego Tristan med sit andet mål i kampen skød Deportivo til tre point. Sergio scorede spaniernes første mål. Med nederlaget mistede Manchester United førstepladsen i gruppe G. Den overtages af Deportivo i den meget spændende gruppe, hvor også græske Olympiakos pludseligt aspirerer til andenpladsen. Det gør de efter onsdagens 2-1 sejr hjemme over franske Lille, der havde danske Mikkel Beck på bænken indtil seks minutter før tid. Indskiftede Bassir bragte de franske gæster foran, før Alexandris udlignede efter pausen. Niniadis scorede sejrsmålet efter 64 minutters spil. Cole på bænken Med to kampe tilbage har Depotivo på førstepladsen 8 point, Manchester United har seks, Lille og Olympiakos har begge fire point. Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, holdt endnu engang fast i sit nye koncept, hvor Ruud Van Nistelrooy ligger som ene mand på toppen, understøttet af den hængende angriber Paul Scholes. Det betød, at Andy Cole endnu engang måtte starte på bænken. Det forhindrede dog ikke englænderne i at bringe sig i front efter blot syv minutters spil, da Ruud Van Nistelrooy sikkert høstede frugterne af Ryan Giggs forarbejde og gjorde det til 1-0. Misforståelse Samtidig med fejringen af føringsmålet måtte Alex Ferguson lade forsvareren Ronny Johnsen udskifte med unge Wes Brown. Det skulle vise sig at få stor betydning. Deportivo La Coruñas udligning efter 37 minutter kom nemlig, da Wes Brown og målmand Fabien Barthez misforstod hinanden fuldstændigt og begge hoppede over bolden, som Sergio efterfølgende kunne trille i et tomt mål. Blot et minut senere gjorde Diego Tristan ondt værre, da han på et smukt hovedstød bragte gæsterne foran 2-1. Det talstærke hjemmepublikum fik pludselig minder om den omvendte kamp i Spanien, som Deportivo vendte til sejr med to mål inden for kort tid. På Old Trafford ville Ruud Van Nistelrooy det dog anderledes. Og hvad Manchester United tydeligvis ikke længere har i forsvaret, har de stadig i angrebet. Fem minutter før pausen stak Ruud Van Nistelrooy ind mellem to Deportivo-forsvarere og afsluttede med et smukt lob ind over spaniernes målmand Molina, der i øvrigt måtte lade sig udskifte i pausen. Nyt drop Anden halvleg blev ikke meget bedre for det næsten grinagtigt ringe United-forsvar. Kun en feberredning af Fabien Barthez og senere en elendig tæmning af en ellers fri Diego Tristan forhindrede spanierne i at komme foran på ny. Og hvad Deportivo ikke selv kunne levere i målgivende angrebsspil, leverede Manchester United så atter engang med endnu en gigantisk misforståelse mellem Wes Brown og Fabien Barthez. Igen gik de to så galt af hinanden, at ingen af dem fik sparket væk. Spaniernes Diego Tristan takkede for gaven og sparkede bolden i et tomt mål fra kanten af feltet. 3-2 til Deportivo. I kampens sidste minut var Ruud Van Nistelrooy tæt på at redde lidt af æren for Manchester United, men hans flugter strøg tæt over mål.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her