Dyrere at spille fodbold i Jylland

Lyt til artiklen

De mere end 900 fodboldklubber i Jylland kan se frem til en større udgift for at få lov at deltage i JBU's turneringer. Det første udkast til budget for det kommende år taler om et underskud på Jydsk Boldspil Unions regnskab på 1,2 millioner kroner, og de fleste af de penge skal hentes hos klubberne. »I modsætning til f.eks. DBU har vi ikke en stor formue, som vi kan trække på. Derfor har vi i den nuværende situation reelt kun et sted, vi kan hente flere penge, og det er hos vores medlemsklubber. Men som bekendt er det jo ikke, fordi amatørklubberne i dette land vælter sig i penge. Derfor er der en klar grænse for, hvor stor en regning, vi kan sende videre«, siger JBUs kasserer, Verner Ebdrup. Stigning i holdkontingentet I næste uge ventes det endelige budget at blive godkendt i bestyrelsen, og ifølge Verner Ebdrup vil der blive tale om en stigning i holdkontingentet, ligesom der vil blive kigget en ekstra gang på bødesiden. Det skal bl.a. være dyrere at udeblive fra en kamp uden at melde afbud, og det er en post, der normalt sikrer JBU en pæn indtægt, men hvor klubberne i sidste ende selv har hånd i hanke med, hvor stor udgiften skal være. »Man kan selvfølgelig også spørge sig selv, om det overhovedet er rimeligt at sende en regning videre, når der findes andre muligheder for finansiering. Men i Jylland har vi det problem, at vores fire regioner ikke er blevet anerkendt i forhold til fordelingen af tipsmidler i DBU. Derfor er vores andel af tipsmidler reelt langt mindre end vores omfang og aktivitetsniveau berettiger til, og det kommer de jyske fodboldklubber nu til at betale for«, siger Verner Ebdrup. 23 kr. til hver jysk spiller Det jyske område tegner sig for mere end halvdelen af fodboldspillere under DBU, men JBU får ifølge Verner Ebdrup kun omkring en tredjedel af de samlede tilskud til lokalunionerne. »Fra DBU får vi 23 kroner til hver af de jyske spillere, mens der på Bornholm er et tilskud på 200 kroner pr. spiller som følge af den måde, tilskuddene er bygget op på. De andre får ikke får meget - det er os, der får for lidt«, siger Verner Ebdrup, der i øjeblikket forsøger at få budgettet til at gå op i en højere enhed. Den endelige godkendelse af budgettet og de øgede udgifter til klubberne skal ske på JBU's delegeretmøde i Herning i januar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her