Riis bejler til Team Danmark

Lyt til artiklen

Endnu mangler enkelte brikker at falde på plads omkring sammensætningen af CSC Tiscalis professionelle trup til næste sæson, men når det er sket, skal direktør Bjarne Riis i gang med helt andre forhandlinger, som sigter på at få sendt et U 23-mandskab ud på landevejene næste sæson. »Vi har et gennemarbejdet oplæg, men når der endnu ikke er sket noget i sagen, hænger det sammen med, at jeg først lige ønsker at få styr på de sidste kontrakter til vort professsionelle hold. Det lykkes forhåbentlig inden ret længe, og så er jeg klar til at tage fat på U 23-projektet, som jeg synes er meget spændende. Vi skal have en gennemgående drøftelse med vores sponsorer for at se i hvor høj grad, de er villige til at støtte idéen. Men jeg håber da også på hjælp fra Team Danmark, for det her drejer sig jo om at udvikle dansk cykelsport generelt«, siger Bjarne Riis. Niveauet skal højnes »Selvfølgelig er meningen, at nogle af de unge ryttere skal have chancen som professionelle. Men vi vil kun kunne aftage ganske få, så der bliver først og fremmest tale om at højne niveauet hos den hjemlige elite, så Danmark måske kan gøre sig bedre gældende eksempelvis i VM-sammenhæng. Derfor mener jeg også, at det er oplagt at samarbejde med Team Danmark, og jeg vil prøve at få et møde i stand så hurtigt som muligt«. Endnu har CSC Tiscali tre løb tilbage i den indeværende sæson med lørdagens World Cup-finale Giro di Lombardia som det sidste, og allerede inden der sættes punktum, har Riis formentlig indgået en aftale med VM- debutanten Michael Rasmussen om fast ansættelse. Han bliver i givet fald den 23. mand i truppen, og eftersom Den Internationale Cykelunion UCI's nye regler fastslår, at 1. divisionsholdene kun må omfatte 25 ryttere, er alle job, snart besat. Håber på særaftale »Vi håber på en dispensation fra UCI, så Jimmi Madsen kan registreres som banerytter. Den slags ordninger eksisterer på andre hold, og får vi ja på vores ansøgning, vil det sige, at vi stadig kan engagere yderligere tre ryttere. Den ene bliver Thomas Bruhn Eriksen, som vi har haft på prøve, og som jeg ser et lovende potentiale i. Desuden kommer svenskeren Emil Arnell ind, hvis UCI siger god for ham i forbindelse med den dopingmistanke, der er rettet mod ham. Og så er jeg på jagt efter den 20-årige russer Alexandr Kolobnev, der blev nr. 4 ved U 23 VM. Han har lavet en masse resultater i Italien, og jeg har haft kig på ham gennem længere tid, men det er endnu for tidligt at sige, om det kan lade sig gøre at få fat på ham«, konstaterer Bjarne Riis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her