Politisk ukorrekthed, som tirrer Tyson- lejren, er pludselig blevet et emne før KAMPEN i aften i Parken, hvor Brian Nielsen enten sikrer sin pension eller forlænger sit bokseliv med en jackpot Hvis ellers ikke Mike Tyson i løbet af lørdagen smider en promotor ud ad vinduet fra sit domicil på Hotel Scandinavias 26. etage, brækker hånden på en enarmet tyveknægt i kasinoet, eller i sidste øjeblik fortryder og sætter kursen mod Københavns lufthavn, så er det i aften i Parken det foregår. KAMPEN. Den sællert, en overmåde stædig Mogens Palle har slidt i over 40 år som professionel boksearrangør for at skaffe på dansk grund. En dansker involveret i en topkamp i sportens Formel 1-klasse: Sværvægt. Og nu står han der så. Store Brian Nielsen på de lidt kalvede knæ foran sin karrieres absolutte manddomsprøve. Et møde med 'Iron' Mike Tyson, den slemmeste fyr på kloden, som man har karakteriseret den lille bomber fra Catskill, New York. Glem alt om Nielsens hidtidige 62 sejre og det ene dehydrerede nederlag. Glem alt om gevinsterne mod Larry Holmes, 'Bonecrusher' Smith, Tim Witherspoon og Orlin Norris. Ældre herrer som ikke alene var 'over bjerget', men også et pænt stykke på vej ned i dalen, da de gæstede Danmark. Dette er 'the real deal', den virkelige vare, som amerikanerne siger, selvom de pudsigt nok i det aktuelle tilfælde totalt overlader det til os lettere naive danskere at bruge den vending om mødet mellem Tyson og Nielsen. For omverdenen har sandt at sige ikke den store fidus til, at dette i det hele taget er at regne for en kamp. Hos en af de største bookmakere i USA, som tilbyder væddemål på alle store boksekampe, er Tyson-Nielsen ganske vist opført, men hvor der skulle stå odds, står der i stedet EXH, forkortelsen for 'opvisning'. Så lidt regner man den kamp for. Buster Douglas, der i 1990 i Japan sensationelt slog den da regerende verdensmester Mike Tyson ud, var da i det mindste opført til odds 40-1. Selvom der ganske vist er forsamlet 270 mediefolk i Parken i aften, så har kun en enkelt amerikansk journalist fra den skrivende presse, Boston Globes Jan Borges, fundet det ulejligheden værd at være til stede 'live'. De øvrige er blevet siddende hjemme i deres øreklap-lænestole, hvorfra de troligt har fabrikeret den ene latterliggørende omtale af Brian Nielsen efter den anden. I Chicago Sun Times gør columnisten Rick Telander sig således lystig over Brian Nielsens diæt, som han mener består af »kager, flåede tomater og wienerbrød«. Lige som han mener, at når samme Brian Nielsen anses for nationalhelt, så siger det mere om Danmark og landets boksehistorie end om bokserens kunnen. I New York er bokseskribenten Michael Katz ved at flække på langs af grin, medens han på sin hjemmeside noterer »at eftersom Nielsens eneste chance for sejr er en diskvalifikation, bør han nok overveje at smøre sine ører ind i noget som Tyson godt kan lide at spise«. Selv det store tv-selskab Showtime, er så usikker på Brian Nielsens værdi som seermagnet i selskab med Tyson, at man sender kampen til de amerikanske kunder uden at opkræve særlig 'pay-per-view'. Måske for i sidste øjeblik at skabe ekstra interesse på den anden side Atlanten, har en form for politisk korrekthed pludselig sneget sig ind i foromtalen og skabt lidt af en ordkrig. Årsagen er en oversættelse af, hvad Brian Nielsen, som vi jo alle herhjemme kender for en bramfri, jovial bodega-tone - De ved, noget i stil med »hva' så, din avekat, ska' du ha' noen på lampen« - indledte med at sige, da han sidste søndag ved det første pressemøde mellem aftenens to hovedkæmpere besteg talerstolen: »Goddag. Jeg hedder Brian Nielsen. Det er mig, der skal møde ham avekatten der«. Her trækker vi danskere jo lidt på smilebåndet, men når den udtalelse på engelsk bliver oversat til 'monkey man', bliver den afvæbnende tone pludselig en anden og en særdeles ukorrekt politisk tone. Det er i hvert fald kommet Mike Tyson for øre, og fredag udsendte han en skarp kommentar: »Det er patetisk, at opleve en sådan uvidenhed i vor tidsalder, og dette vil få mig til at straffe ham endnu mere, end jeg egentlig havde planlagt«. Så er spørgsmålet bare, hvor korrekt folkene i Tyson-lejren selv opfører sig. Ved torsdagens vejning rykkede den ene af eksverdensmesterens trænere, Stacy McKinley, således i front og nærmest vrælede ind i øret på Brian Nielsen: Tag din trøje af, din vandmelon. Og hvad Tyson såkaldte indpisker Steve 'Crocodile' Fitch, har udstødt af fornærmeligheder mod Brian Nielsen i de forløbne 12 dage, kombineret med ilde anbragte skære-halsen-over-markeringer med hånden, er et kapitel for sig. Nå, men vandmelon kan jo da godt være en fortræffelig spise, om end Mike Tyson måske vil erfare, at det tager en del længere tid at fordøje end et 'dansk wienerbrød'. De fleste eksperters vurdering er, at Brian Nielsen ikke holder tre omgange mod Mike Tyson, der af sin cheftræner Tommy Brooks karakteriseres som »en sulten bulldog, der jager en kødbil«. Det er på Brooks anbefaling, at Tyson i aften entrer ringen på over 108 kilo, hans hidtil højeste, også selvom adskillige, deriblandt Brian Nielsen og en anden af programmets sværvægtere, USA's tidligere olympiske guldvinder Ray Mercer, med bestemthed fastslog, at vægten på Hotel Scandinavia konsekvent viste omkring to kilo for meget. Den store vægt kan betyde, at Mike Tyson, der denne gang har haft en fysisk træner, Gunnar Peterson, tilknyttet i fire måneder, kropsmæssigt er trimmet bedre end i lange tider, og det gør næppe hans uhyre slagkraft mindre. For Brian Nielsen er dette dels den store pensionsdag, seks millioner er den populære Korsør-bamses hidtil højeste gage, og dels den ultimative chance for at score jackpot. Men det vil ikke primært være i danskerens tanker på vej til ringen. For Brian Nielsen med det enorme fighterhjerte gælder det her først og fremmest stolthed og ære. Han kan leve med et nederlag mod Tyson, men han kan ikke leve med at blive til grin, og netop derfor vil de første 3-4 omgange være yderst nervepirrende. Både for den store dansker, men også for os der sidder nedenfor og krydser fingre. Hvis Brian Nielsen klarer disse hurdler, er han måske på vej mod en sensation. Det ville jeg seriøst have troet på lige ind til januar i fjor, hvor danskeren nærmest sensationelt røg i gulvet og tog tælling mod en novice som Troy Weida, der for øvrigt også er på programmet i aften. Den gulvtur ligesom antydede, at Brian Nielsen, kendt for at kunne tage en allerhelvedes masse øretæver, trods alt er ved at have fået slidt silken tynd, og det er næppe holdbart mod en Mike Tyson, som stadig er i stand til at slå hul i en væg. Så et realistisk bud på 'Braget i Parken' er en Mike Tyson-sejr omkring 6.-7. af de ti omgange. Et sådant udfald vil Brian Nielsen sikkert også kunne leve med. Men lur mig, om ikke 'bonderøven' der af overtro aldrig snører i boksestøvlernes øverste hul, ikke tager fusen på os alle sammen - som skolens tykke dreng har gjort det lige siden, lattervækkende debut i en boksering - og selv stopper Mike Tyson i 9. omgang. Det er, hvad jeg drømmer om. Men lad det blive mellem mig og læserne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
»Nu er vi sparket tilbage til start«: Yderst effektivt våben mod SMS-svindel bliver stoppet
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























