Superkontrakt til cykelrytter

Lyt til artiklen

Egentlig var Frank Høj indstillet på at sige ja til et tilbud fra Bjarne Riis om at køre for CSC Tiscali næste sæson. Så da den 28-årige tidligere danske mester forklarede situationen for sin arbejdsgiver Team Coasts ledelse, troede han, at tiden på det tyske mandskab var omme. Men ikke alene ønskede Team Coast at matche det beløb, Riis havde lagt på bordet - tyskerne forhøjede det også i så forbløffende et omgang, at Frank Høj nu utvivlsomt er den danske professionelle cykelrytter, der har den mest indbringende kontrakt for den næste sæson. Og det skønt han i år ingen opsigtsvækkende resultater kan fremvise. Tværtimod er han dumpet 111 pladser ned på verdensranglisten, hvor han i øjeblikket er nr. 207. Hvor meget Høj har fået tilbudt er ikke oplyst, men et kvalificeret gæt lyder på, at hans fremtidige årsløn vil ligge på omkring 2 mio. kr. - det er omkring det dobbelte af, hvad sæsonens danske mester og mest vindende hjemlige rytter Jakob Piil kan hente hos CSC Tiscali. »Det er rigtigt, at min lønstigning bliver på næsten 100 procent, og det er jeg selvfølgelig lykkelig for. Men jeg må da indrømme, at jeg også er forbløffet. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om at få et sådant svar, da jeg fortalte om mit tilbud fra CSC Tiscali. Jeg spærrede øjnene op, da jeg så tallene på papiret fra Team Coast. Så der bliver altså ikke tale om at køre for Bjarne Riis i denne omgang«, fortæller Frank Høj, der slutter sin sæson med morgendagens samlede VM-start. Skuffende dag Gårsdagens danske optræden i U 23-rytternes medaljestrid i Lissabons Monsanto-park startede lovende med Rasmus Dyring som markant deltager i et langt, tidligt udbrud. Men han forsvandt ud af billedet, og Thomas Bruhn Eriksen måtte også opgive at følge med fronten, så den danske skuffelse var til at tage at føle på. Både Dyring og Eriksen fuldførte, mens Lars Bak og Thomas Oredsson tidligt stod af. Dysten om guldet udviklede sig til en duel mellem den stærke ukrainske storfavorit Yaroslav Popovych og italieneren Giampaolo Caruso. Og det endte med at blive Popovych, der kørte hjem til guldtriumfen. Klar fremgang noteredes for Mette Fischer Andreasen hos de kvindelige juniorer. Hun blev nr. 18 ved at besætte andenpladsen i spurten, da en gruppe på 20 ryttere kom til mål 6.09 min. efter den historiske engelske vinder Nicole Cooke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her