Larry Holmes advarer Tyson

Lyt til artiklen

USA's tidligere verdensmester i professionel sværvægtsboksning, den nu 51-årige Larry Holmes, som har mødt både Mike Tyson og Brian Nielsen, advarer sin landsmand mod at undervurdere danskeren, når det går løs på lørdag. I et interview med Philadelphia Daily News siger Larry Holmes, der i januar 1988 blev stoppet af Mike Tyson i fjerde omgang, og som i januar 1997 i København tabte knebent med dommerstemmerne 2-1 til Brian Nielsen, at han som de fleste andre forventer, at Tyson vinder før tid i Parken. »Det danske wienerbrød« Men Holmes tvivler imidlertid på, at Tyson bare kan gå op og sluge »det danske wienerbrød«, som skeptikerne kalder Brian Nielsen. »Jeg tror Nielsen har en outsiders chance for at skabe en overraskelse, for den nu 35-årige Tyson er både mentalt og fysisk gledet ned fra det dominerende stade, han tidligere befandt sig på«. Siger Larry Holmes, der - om end modstræbende - også har et par respektfulde ord tilovers for danskeren. »Nielsen kan tåle hårdt slag« »Han er godt nok nem at ramme, men han går ikke ned så let. Man kan umuligt kikse et jab mod Nielsen, skønt det jo ikke lige er den slags stød, Tyson fyrer så mange af nu om stunder. Med sin slagstyrke tror Tyson sikkert, at hvis han bare rammer danskeren, så vil han også slå ham ud, sådan som han gør med de fleste modstandere. Problemet er bare, at Nielsen kan tåle et virkelig hårdt slag«, vurderer Holmes. »Og så vil Brian Nielsen selvfølgelig have publikum med sig. Han har brug for hjælp, og hvis kampen går tiden ud, kan han også vinde, fordi det er i hans hal og i hans hjemland, det foregår, og tro mig, det tæller, for jeg har selv været der«. »Nielsen er begrænset i sin kunnen« Larry Holmes mener også at Mike Tysons manglende engagement i træningssalen betyder, at han i dag kun er en 'fire-eller-fem-omganges- fighter', hvorefter hans muligheder hurtigt indskrænker sig. »Tyson i dag er ikke den Tyson, man husker fra tidligere. Han har ikke været aktiv længe, og jeg tror ikke, han er så fokuseret på at yde en indsats, som man bør være som bokser. Der hvor han imidlertid har en fordel frem for Nielsen er i evnerne. Nielsen er stor og stærk, men han er begrænset i sin kunnen, og Tyson behøver ikke at være i sin allerbedste form for at besejre en som Brian Nielsen«, siger Larry Holmes, og tilføjer: »Lad os være ærlige, det er jo derfor Nielsen er valgt som modstander. Omvendt kan Tyson dog ikke tillade sig at tage det let og bare regne med, at den anden fyr falder om af skræk. De dage er forbi«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her