Landstræner kræver publikum op på stolene

Lyt til artiklen

Hele landet skal lørdag kvalificere sig til VM-slutrunden. Island skal besejres med 40.000 medspillere på tilskuerpladserne. »Jeg forventer 40.000 medspillere, der støtter os i tykt og tyndt. Publikum skal være klar over, hvor svært det er at spille mod sådan et hold. Det kræver, at vi er aggressive og tålmodige. Og det ved alle, der har prøvet at have et par fodboldstøvler på«, siger Morten Olsen med henvisning til såvel spillerne som tilskuerne hjemme i stuerne og i Parken. Med en sejr over Island er Danmark vinder af gruppe 3, ligegyldigt hvordan det går i opgøret mellem Tjekkiet og Bulgarien. Island har ikke længere mulighed for at kvalificere sig til slutrunden i Sydkorea og Japan næste år, og for gæsterne handler det mentalt mest af alt om at overleve denne lørdag aften i en fyldt Parken. Derfor kender Olsen bedre end nogen anden betingelserne. »De islandske spillere har fået meget erfaring fra udlandet, og islandsk fodbold forbedrer sig hele tiden. Derfor venter der os en svær kamp mod et fysisk og velorganiseret hold«, siger Morten Olsen. Pust os til VM »Vi - det vil sige spillerne og publikum - skal vitterligt være på toppen. De 11 spillere, der er så heldige at starte inde, får til opgave at gå ud og gøre et års arbejde færdigt. Jeg har kunnet se til træningen, at alle er skarpe og klar til opgaven. Men spillerne er kun mennesker, og det kræver, at vi bliver støttet, så vi næsten bliver pustet til VM.« »Vi skal vise folk i fodboldverdenen, at vi har den hjemmebane og det fantastiske publikum, som de misunder os. Jeg er sikker på, at alle hjemme i stuerne vil puste. Det kan vi desværre ikke se, men det andet skal vi føle, så vi alle sammen kvalificerer os til VM«, siger Morten Olsen. Landstræneren har endnu ikke besluttet sig for en dansk startopstilling af gode grunde. Selv om både Jon Dahl Tomasson og Marc Nygaard deltog under den sidste træning fredag, er begge spillere fortsat tvivlsomme. »De er kommet et stykke længere, men om det er nok, afgør vi i morgen, og det vil ikke blive kommenteret mere, før opstillingen foreligger«, fastslår Morten Olsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her