Politiken lørdag: For første gang i fodboldhistorien kan det danske landshold skaffe sig adgang til en VM-slutrunde i den sidste kvalifikationskamp i en hjemmekamp, når Danmark tager imod Island i Parken - og både landstræner Morten Olsen og spillerne appellerer til publikum om hjælp og støtte i den sidste halvanden time på den lange vej mod Japan og Sydkorea. Da 'dynamitholdet' med Morten Olsen - og Michael Laudrup - spillede sig til VM 86 i Mexico, vandt Danmark den allersidste kamp 4-1 over Irland i Dublin efter i næstsidste runde at have banket Norge 5-1 i Oslo. Kvalifikationen til VM 90 i Italien kiksede i den sidste kamp mod Rumænien, som vandt 3-1 over Danmark i Bukarest. I 1993 gik det galt i den sidste kvalifikationskamp til VM 94 i USA mod spanierne, som sejrede 1-0 i Sevilla. Og da Danmark skaffede sig adgang til VM 98 i Frankrig, skete det i et 0-0-opgør mod Grækenland i Athen. »Det er ikke kun de 11 på banen, der skal gøre arbejdet helt færdigt. Holdet og publikum hører sammen. Vi regner de 40.000 på tribunerne som medspillere. Det er utrolig vigtigt, at folk hjælper os. Vi skal sammen vise, at vi alle vil med til slutrunden«, sagde Morten Olsen i går. Tvivlsomme startere Landstræneren forsikrede, at spillerne er skarpe og klar til opgaven - men måtte dog indse, at både Jon Dahl Tomasson og Marc Nygaard er tvivlsomme startere på grund af skader. En af de virkelig skarpe under træningen i Vedbæk har været Martin Jørgensen, der meget tilpas er i fin form igen og kan gå ind og afløse den langtidsskadede Jesper Grønkjær på venstrekanten. Martin Jørgensen supplerer Morten Olsen: »Vi opfordrer folk til 'at give lyd' hele vejen igennem, selv om kampen måske i perioder døser lidt hen«, siger Martin Jørgensen. »Det kan være med til at stresse modstanderne, og det giver ekstra gejst og kræfter til os, når tilskuerne 'spiller meget med'«. Martin Jørgensen, der fylder 26 i dag, har på grund af skader kun spillet fire af de ni kvalifikationskampe, men han har haft væsentlig indflydelse på, at Danmark i dag står tæt foran at nå det store mål. Han lagde op til Jon Dahl Tomassons 2-1-sejrsmål mod tjekkerne i Parken, hvor Danmark fire dage senere lige før sommerferien med hiv og sving fik tre point mere mod Malta. 'Kælegrisen' Morten Olsens forgænger Bo Johansson udnævnte Martin Jørgensen til 'vores kælegris' før VM-slutrunden i 1998 i Frankrig, hvor den vævre Udinese-spiller havde stor succes og bl.a. huskes for 1-0-målet i kvartfinalen mod Brasilien i Nantes. »At være med i en VM-runde er det største, man kan opnå. Jeg vil ikke tage glæderne på forskud og snakke om VM 2002 nu. Men det må ikke gå galt mod Island, og det gør det heller ikke«, siger Martin Jørgensen. »Vi er ubesejret i kvalifikationen, og vi er bedre end de andre hold i gruppen. Vi har været meget stabile, fordi vi har mange spillere med stor rutine på holdet og i truppen. Og Morten Olsen og Michael Laudrup er et par gode trænere, som har fundet de rigtige spillere til et godt system. Vi har stor bredde, så skader og afbud ikke bryder rytmen på holdet. Det gik jo f.eks. meget godt uden mig i Bulgarien«, griner Martin Jørgensen. Godt med Gravesen Det er betryggende, at Thomas Gravesen, der strutter af gejst og selvtillid, er tilbage på midtbanen i en styrende og ledende funktion sammen med Stig Tøfting på et dansk hold, der formentlig vil stå over for et islandsk mandskab, som vil spille lidt afventende i en 4-5-1-formation. Måske med stjernespilleren fra Chelsea, Eidur Gudjohsen helt i front. »Vi skal vitterlig være på toppen for at slå Island, der har et fysisk stærkt, velorganiseret hold«, sagde Morten Olsen. Dog - islændingene viste svagheder og mangel på vilje, da de blev slået 3-0 i Nordirland, og teknisk og taktisk bør danskerne være modstanderne overlegne. Aggressivitet og tålmodighed er et par af nøgleordene i en kamp, hvor danskerne givetvis kommer til at dominere og derfor hele tiden skal være koncentrerede og bevare roen og overblikket i defensiven, så gæsterne ikke får lov til at lave et kontramål, som f. eks. Malta gjorde, så det bliver en lang, sej og besværlig opgave for danskerne at få skabt chancer. Sejren ligger på fløjen Opskriften på sejr er masser af fløjspil og kvik omstilling fra forsvar til angreb, inden islændingene er rigtigt på plads i forsvarspositionerne, når de har haft bolden. Pasningsspillet skal være mere fremadrettet end mod nordirerne i Parken og hurtigere, og det er vigtigt, at førsteangriberen Ebbe Sand får konsekvent støtte bagfra (Jon Dahl Tomasson eller Tomassons erstatning, som kan blive Peter Madsen), så han ikke er alene inde i feltet til centringerne fra fløjene (Martin Jørgensen og Dennis Rommedahl). Danmark har hentet 11 point på udebane og 'kun' otte i fire hjemmekampe. »En del af forklaringen er, at alle udehold i Parken har stor respekt for os og pakker sig massivt bagude«, siger Martin Jørgensen - der føler sig ganske overbevist om, at Danmark også har erobret 11 point på hjemmebane, når den spanske dommer fløjter af i aften. »Der bør være forskel på vores og deres motivation og indstilling. Det skal kunne ses i nærkampene, at vi er topholdet i gruppen, mens Island ikke har mere at spille for«, siger Martin Jørgensen. Der er lagt op til fest i Parken med en hjemmesejr som afslutning på en flot VM-kampagne, der begyndte med 2-1-sejren over Island i Reykjavik. Dengang i september 2000 blev kursen rettet rigtigt ind mod Japan og Sydkorea. Næste år er Danmark med i en VM-slutrunde for tredje gang.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























