31-årig kantspiller må vente

Lyt til artiklen

Jan Michaelsen eller Dennis Rommedahl? Det har den seneste uge været et af mediernes gennemgående spørgsmål ved landsholdets træningslejr i Vedbæk, hvor kampen om pladsen som højre wing er blevet et af 'de varme emner'. Bedømt ud fra de sidste dage bliver der imidlertid ikke ændret voldsomt på den grundformation, landstræner Morten Olsen har kørt med i stort set samtlige kampe, og det betyder, at 23-årige Rommedahl igen vil være manden, der som højre wing skal forsøge at åbne islændingenes venstre forsvarsside. Michaelsen har imponeret Sådan har det været i samtlige 13 kampe, siden både Morten Olsen og Dennis Rommedahl i august sidste år debuterede mod Færøerne i Thorshavn, men i de seneste hjemmekampe mod defensive modstandere har Rommedahl stået svagt i billedet, mens Jan Michaelsen omvendt har imponeret i Champions League for sin nye klub Panathinaikos. »Jeg har godt set, at en del journalister har prøvet at 'lancere' mig som ny mand i startopstillingen, men når det går godt for et hold, skal der som regel ske et eller andet drastisk, før man ændrer på holdet, men selvfølgelig møder jeg altid op til landsholdstræning med den indstilling, at Morten helst ikke skal kunne komme uden om mig«, siger Michaelsen. Han føler ikke, at han er blevet en bedre fodboldspiller efter sommerens skifte til Grækenland. Højere krav Til gengæld er med- og modspillerne blevet en del bedre. »Niveauet er bare højere end herhjemme, og når man finder ud af, at man godt kan være med mod Arsenal, giver det automatisk selvtillid - og forhåbentlig en god form for selvtillid, der betyder, at jeg også kan slå igennem på landsholdet«, kommer det fra kantspilleren. Han accepterer fuldt ud, hvis det igen i aften bliver til en plads på bænken, for ifølge Jan Michaelsen selv ligger hans bedste fodboldoplevelser fortsat foran ham. »Jeg får helt sikkert chancen på et tidspunkt. Der kommer en træningskamp mod Holland senere på året, og som det ser ud nu, kan jeg til foråret se frem til både en ny runde gruppespil i Champions League samt en VM-slutrunde. Og så kan de bare komme med Roberto Carlos som venstre back«, lyder det selvsikkert fra den tidligere ABer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her