Der stod AGF på det hele i søndagens bundgyser mod Silkeborg. Men kun før pausen. Thi i de sidste 45 minutter af opgøret i den regnvåde og vindomsuste Århus Idrætspark leverede AGF-spillerne en jammerlig indsats. Trods stor spilovervægt og en pauseføring på 2-1, lykkedes det således århusianerne at formøble føringen i sådan grad, at de faktisk havde grund til at være mest tilfredse, da dommer Steen Knudsen ved stillingen 2-2 blæste i trompeten for sidste gang. Enetale fra træneren Efter kampen varede det da også noget længere end normalt, inden AGFs træner John Stampe var klar til at sludre med pressen. Han skulle nemlig lige holde enetale først for sine uvorne disciple. »Vi dummede os ved ikke at blive ved med at angribe, da vi var kommet foran med 2-0. Derved forsømte vi muligheden for at lukke og slukke. Men når det er sagt, må jeg sige, at det forstyrrede os, at Silkeborg reducerede så kort tid inden pausen«, sagde John Stampe. Klassisk AGF-formation AGF buldrede i en klassisk 4-4-2-formation fra kampens start på i et lystigt tempo. På venstrekanten imponerede teknikerne Baris Özcan og Mickey Doyle med stor gennembrudskraft over for Lars Brøgger og Rasmus Hansen, der stort set ikke fik et ben til jorden. Det kastede allerede efter fem minutter en gigantisk chance af sig til den unge angriber Tom Christensen, der var med i stedet for Bo Nielsen, som står over for et snarligt klubskifte til netop Silkeborg. Udeholdets målmand Henrik Ipsen kom imidlertid sit mandskab til undsætning med en fremragende refleks. I det 11. minut kunne Ipsen dog intet stille op, da Allan Borgvardt sendte en bold ind i panden på Mickey Doyle, der bragte AGF på 1-0. Henrik Ipsen var også chanceløs, da Allan Borgvardt efter en halv time udnyttede den almindelige passivitet i Silkeborg-forsvaret til at sende et skruet langskud i garnet til 2-0. Dermed skulle man mene, at den pote var ude. Silkeborg-mandskabet savnede tænding, og organisationen i 4-4-1-1-systemet var ikke ligefrem den bedste. Det var den bestemt heller ikke i AGF-forsvaret efter 34 minutter, da Jesper Thygesen fra kort afstand fik lov til at presse bolden i nettet til 1-2. Udskiftning skabte liv Kort inden pausen kom Thomas Poulsen på banen for Silkeborg som afløser for den uheldige højre back, Rasmus Hansen. Det skabte mere liv i kludene hos midtjyderne, der endnu har deres første sejr til gode i efteråret. Silkeborg spillede sig frem til flere artige tilbud - blandt andet havde den trinde midtbanemand Jacob Juhl efter en times spil det meste af et kalenderår til at høvle bolden i nettet - uden at der kom pølse af det skind. Det kom der til gengæld i det 65. minut, da altmuligmanden Per Ottosen forsøgte sig med et skud fra kanten af straffesparksfeltet. Afslutningen snittede Mads Rieper undervejs, og så stod det pludselig 2-2. Dén stilling holdt kampen ud, skønt Silkeborg havde flere åbne chancer. På trods heraf var gæsternes træner Benny Johansen fint tilfreds med udbyttet. »Jeg ser på det på den måde, at vi altså var bag ud med to mål, og alligevel formåede vi at komme igen. Det vidner om flot moral hos spillerne, selv om de har haft et vanskeligt efterår«, sagde Benny Johansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























