Politiken tirsdag: Samtidig med at det danske cykelmandskab CSC Tiscali i går måtte skuffe hundredetusindvis af franske idrætsentusisater med budskabet om, at superstjernen Laurent Jalabert slutter sæsonen her og nu, og dermed ikke bliver i stand til at indtage den forventede kaptajnrolle i Frankrigs VM-trup, har det ambitiøse hjemlige firmahold indlagt en lille pause i sine hvervningsaktiviteter. Indtil videre er 21 mand på kontrakt næste år, men holdet har netop indsendt ansøgning til den internationale cykelunion UCI for at få lov til at operere med i hvert fald 26 i 2002, hvor det efter nye regler ellers kun er tilladt at operere med 25 ansatte på 1. divisionsholdene. Definitivt brud med Rolf Sørensen Blandt de 21 er kun seks danskere: Michael Blaudzun, Danny Jonasson, Bjarke Nielsen, Jakob Piil, Michael Sandstød og Nicki Sørensen, mens bruddet med Rolf Sørensen nu er definitivt. »Vi har omkring en mio. kr. tilbage på indkøbskontoen, og som det ser ud lige nu, skal de penge sandsynligvis anvendes på nyprofessionelle. Ud over Michael Rasmussen har vi også Thomas Eriksen på prøve, og ham skal jeg bl.a. se i denne uge i Paris-Bourges. Den tidligere sølvvinder fra junior VM Jakob Nielsen fra Horsens kunne også være et emne, ligesom der står unge udenlandske talenter på spring. Men nu venter vi lige til VM er overstået med at foretage os yderligere. Det er imidlertid sandsynligt, at vi ender på mindst 26, hvis vi opnår dispensationen«, fortæller sportsdirektør Alex Pedersen. Beslutningen om, at Jalabert stopper straks, er truffet, efter at det er konstateret, at franskmanden har overbelastet knæ og ryg, og det har været umuligt for ham at genfinde formen fra Tour de France. Trup offentliggjort Danmarks Cykle Union offentliggjorde i går sit VM-mandskab, og det er identisk med det, Politiken løftede sløret for i søndagsavisen: Rolf Sørensen, Michael Blaudzun og Bjarke Nielsen, CSC Tiscali, Jørgen Bo Petersen, Morten Sonne og Michael Skelde, Team fakta, samt Frank Høj, Team Coast, og Michael Rasmussen, der kører på prøve hos CSC Tiscali i øjeblikket. »Vi er i gang med et generationsskifte, og det betyder, at vi ikke kan tillade os at nære medaljedrømme. Men jeg tror da på, at Michael Blaudzun og Jørgen Bo Petersen har en chance for at slutte blandt de 15 bedste. Og så regner jeg bestemt med, at alle otte fuldfører. Der er tale om en investering i fremtiden, og det tager nok i hvert fald to-tre år, før vi kan gøre os håb om at have ryttere, som kan markere sig helt i front ved så hård en opgave som VM«, fastslår UK-chef Brian Holm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























