Arsenal er rasende på Jan Michaelsen

Lyt til artiklen

Den danske fodboldspiller Jan Michaelsen fra græske Panathinaikos er efter onsdagens Champions League sejr over Arsenal en aldeles upopulær mand i den engelske Premier League klub. Arsenals manager, Arsene Wenger, beskylder i den britiske avis The Times i uhørt skarpe vendinger Michaelsen for konstant at spille skuespil og trække tiden ud i 1-0 sejren. En sejr bringer grækerne op på førstepladsen i gruppe C med maksimumpoint for tre kampe. Michaelsens mange fald Arsenal-manageren forsvarede en af sine spillere, Thierry Henry, der var rasende på Jan Michaelsen. »Thierry havde fået nok af alt det skuespil og alle de fald, specielt fra Michaelsen«, lød det fra manageren om danskeren, der lagde op til sejrsmålet midt i første halvleg. Thierry Henry løb de sidste minutter af kampen hele tiden omkring Jan Michaelsen og protesterede højlydt til ham, hvorefter kampens portugisiske dommer fik samme tur. »Jeg blev gal. Det, de gjorde, var skamløst, og jeg fortalte dommeren, at de kastede sig ned gennem hele kampen«, sagde Henry om Panathinaikos-spillerne. »Michaelsens handlinger var forfærdelige. Han lod sig falde, rejste sig op og grinede bare«, sagde Henry om den danske landsholdsspiller. Michaelsen: Henry er primitiv Jan Michaelsen afviser, at han var unfair og spillede skuespil. »Jeg synes, deres reaktioner er overdrevne, og jeg tror, at det skyldes deres ringe resultat. Jeg er forundret over, at Thierry Henry er en så dårlig taber. De sidste fem minutter løb han konstant i hælene på mig og svinede mig til på det groveste i stedet for at koncentrere sig om at få udlignet vores føring. Han var totalt primitiv«, siger Jan Michaelsen til Ritzau. Truede med tæv »Efter mit røde kort i søndags tænkte jeg bare på at løbe væk fra ham, men han blev ved med at forfølge mig. Efter kampen ville han tæve mig og sagde, at jeg bare kunne vente, til vi kom til England til returkampen«, fortæller Jan Michaelsen, der også undrer sig over de verbale øretæver fra Arsenals manager. »Jeg forstår ikke, at en respekteret træner opfører sig sådan«. Jan Michaelsen blev torsdag interviewet til den engelske tv-station BBC, der ville høre om hans syn på anklagen om skuespil. »Jeg sagde, at der er en kulturforskel på græsk og engelsk fodbold. I Grækenland er spillet meget teknisk, og spillet ikke så hårdt. I England tangerer det efter min mening vold ind imellem«, siger Jan Michaelsen, der selv er kendt som 'en hård hund' på banen. Michaelsen er ikke skræmt »Jeg skal også selv passe på med mit kontante spil og tænke mig om, inden jeg går ind i en nærkamp«, siger Jan Michaelsen, der må forberede sig på en hård dag, når den græske mesterklub besøger Highbury stadion i London. »Hvis de stadig husker episoden, er der ingen tvivl om, at jeg får fire-fem alvorlige tacklinger. Men jeg er mere forundret over deres udtalelser, end jeg er skræmt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her