Politiken mandag: FC København vandt en trist langgaber mod Lyngby på mål af midtbanespilleren Christian Poulsen, der fortsat overvejer, om karrieren skal fortsætte i engelske Birmingham City. Det kan meget vel vise sig at være et afskedsmål, FC Københavns Christian Poulsen scorede, da han med små 20 minutter tilbage af et trist opgør mod Lyngby sparkede en lidt tilfældigt nedfalds-bold ind bag Claus Fallentin. Birmingham City fra den engelske 1. division er nemlig fortsat så interesseret i at overtage den unge midtbane-spiller, at klubbens manager Trevor Francis både vil sprænge Birminghams transferrekord og tilbyde Christian Poulsen en ugeløn på omkring det femdobbelte af, hvad han tjener i FC København. »Der er endnu ikke nogen afklaring, men i løbet af en uges tid regner jeg med, at der er et eller andet på plads - også for min egen skyld, så jeg ikke skal gå længere i uvished«, siger Christian Poulsen, der var den første til at indrømme, at kampen i Parken havde været ualmindelig kedelig. U21-landsholdsspilleren var efter en lyskeskade og sit besøg i Birmingham tilbage på FC Københavns midtbane, hvor han overtog pladsen fra Thomas Røll, der i stedet tog en tur på bænken. Derudover var Carsten Fredgaard efter sine to målgivende oplæg i torsdagens UEFA Cup-kamp i Beograd valgt frem for Thomas Thorninger i venstre side. Ingen af de offensive kræfter hos hjemmeholdet var imidlertid i nærheden af at levere varen i de første 45 minutter, hvor der gik en halv time, før Morten Bisgaard kunne noteres for FCKs første reelle skud på mål. Heller ikke Lyngby diskede op med prangende fodboldspil, men var dog en anelse mere direkte i opspillet, hvor nordmanden Lars Bohinen fungerede som en fremragende styrmand og boldfordeler på midten af banen. Til gengæld manglede Christian Magleby og Kim Christensen i høj grad den afgørende skarphed på fløjene. Med andre ord blev opgøret hurtigt reduceret til en lang række nærkampe og boldtab, mens målchancerne kunne tælles uden at tage alt for mange fingre i brug. Lidt skarphed kom der over Lyngby, da Poul Hansen med en halv time tilbage satte supersprinteren Andreas Havlykke ind i angrebet, hvilket straks udløste gæsternes største chance. Havlykkes aflevering havnede imidlertid midt mellem Mads Junker og Kim Christensen, hvilket betød, at Christian Poulsen i stedet blev matchvinder, da han lidt heldigt fik sparket en løs bold i nettet via Lyngbys Rasmus Marvits. »Vi skal være glade for tre point i dag, hvor spillet ikke fungerer. Indstillingsmæssigt er indsatsen i orden, men vi skal have mere variation i angrebsspillet, og selvfølgelig har vi ambitioner om at spille bedre på hjemmebane«, lød kommentaren fra FC Københavns træner Hans Backe, mens kollega Poul Hansen var en anelse frustreret. »Tidligere spillede vi på kontra, når vi mødte FCK herinde, men i dag har vi bolden over 50 procent af tiden, mens vi også kun giver en halv chance væk på udebane mod de danske mestre. Så ved jeg næsten ikke, hvad man mere skal gøre, men indlæggene fra vores fløje mangler lige det sidste«, sagde Lyngby-træneren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























