Dansk tennis ude i tovene

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Dansk tennis tabte weekendens oprykningsfinale til Grækenland med 2- 3 og er dømt til endnu en sæson i 3. division, den Euro/Afrikanske Zone II. Oven i nederlaget må kaptajn Morten Christensen se i øjnene, at Danmarks for tiden bedste tennisspiller, Kristian Pless, næste år vil prioritere sin individuelle karriere højere end Davis Cup-holdet. Det gjorde Kenneth Carlsen i denne weekend, da han sendte afbud til oprykningskampen i Athen og i stedet valgte at stille op i en ATP-turnering i Shanghai, hvor han nåede frem til semifinalen. Det valg er ikke faldet i Kristian Pless' smag, og da nederlaget til Grækenland var en realitet, lod den 20-årige dansker kritikken hagle ned over sin seks år ældre landsmand. »Jeg er meget, meget skuffet over, at han ikke stillede op her i Grækenland, og jeg er også på holdets vegne rasende over, at han vælger at spille en individuel turnering lige præcis i denne uge, hvor vi med ham på holdet havde haft en klart større chance for at vinde sammenlagt«, siger Kristian Pless. »I denne uge har han jo spillet i ATP-turneringen i Shanghai, hvor han nåede semifinalen, og det viser jo, at han har været klar til at spille, og derfor synes jeg, det er helt utrolig egoistisk, at han vælger at droppe Davis Cup.det er jo trods alt spillere som netop Carlsen og Fetterlein, der har været med til at spille holdet ned i Zone II, og så kan det jo ikke være rigtigt, at man ikke vil bære det ansvar og være med til at spille holdet op igen - og da slet ikke nu, hvor vi virkelig havde chancen her i finalen mod Grækenland«, raser Kristian Pless. Han er træt af at være den eneste professionelle spiller på mandskabet og har besluttet, at han næste år vil prioritere sin individuelle karriere, hvis landsholdets kampe kolliderer med hans eget turneringsprogram. Kaptajn beklager Morten Christensen beklager, hvis Pless fravælger Davis Cup-kampene i 2002, men træneren kan intet stille op. »Det er klart, at jeg som kaptajn helst ser, at vi stiller i stærkeste opstilling hver gang i Davis Cup. Men problemet er, at både Kristian og Kenneth er individuelle, professionelle tennisspillere, der 100 procent selv bestemmer, hvilke turneringer de vil deltage i - også med hensyn til Davis Cup. Således kan jeg jo ikke tvinge Kenneth Carlsen til at være med her i Grækenland, hvis ikke han selv vil, ligesom jeg heller ikke vil kunne tvinge Pless næste år«, siger Morten Christensen. Han måtte se i øjnene, at hans valg af 2. Single i skikkelse af Thomas Larsen ikke kunne matche de græske spillere, og det blev afgørende. Bagud 1-2 gik Pless som den første dansker på banen i går, og han vandt uden problemer med 6-4, 6-3, 3-6, 6-2 over Vassilis Mazarakis. Derefter skulle Thomas Larsen forsøge at vinde den afgørende kamp, men den 26-årige jurastudernede, der har stoppet sin internationale karriere, havde ikke en chance mod Konstantinos Economidis, der vandt 6-2, 6-2, 6-0.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her