Basketball: 'Magic' Johnson spiller videre

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Samtidig med at Danmarks Basketball-Forbunds ledelse er under heftig kritik fra klubledere og talenttrænere, der mener, at DBBF prioriterer og bruger pengene forkert, er der lavet en ny aftale med den aldrende amerikanske eksstjerne Earvin 'Magic' Johnson om, at han skal være med i hovedparten af de kampe, som det udvalgte danske Magic Great Danes-hold skal spille i den nordeuropæiske NEBL-liga. DBBF tabte ellers mange penge på samarbejdet med den 42-årige, 2,05 meter høje og langt over 100 kilo tunge basketball-legende i sidste sæson og måtte optage et lån hos DIF. Det forlød, at udgifterne til 'Magic' Johnson og hans følge lå på omkring 100.000 kroner pr. kamp, og hans honorar for at stille op var givetvis i 'verdensklasse'. DBBF-generalsekretær Birgitte Melbye understreger, at aftalen med 'Magic' Johnson er afhængig af, at man skaffer sig sponsorer og indtægter, der sikrer, at projektet er 'økonomisk forsvarligt'. Budgettet er ikke offentliggjort. Birgitte Melbye fortæller, at DBBF vil få indtægter i forbindelse med flere af udekampene, når Earvin 'Magic' Johnson er på holdet. I Kijev, Birmingham og Belgien vil man betale for at se ham på det danske hold. Åbent brev En lang række talenttrænere har i et åbent brev til DBBF-bestyrelsen bl.a. skrevet: »Der er intet galt i at investere eller satse en hel del. Men det må aldrig blive på bekostning af fundamentet, og det er det, der er ved at ske nu. DBBF gambler med fundamentet«. »Der bliver satset på dyre amerikanere, trænere, som bruger landshold og NEBL-holdet som en mellemlanding mod udlandet. Hvor er forankringen i de danske trænere, i de danske klubber og hos den danske talentudvikling? Vi frygter signalværdien i at kassere danske trænere, Morten Thomsen, Jesper Johansen og Mogens Tygesen, og satse på amerikanere«. »Der tales om en investering på to-tre millioner kroner. Men pengene bruges på dyre trænere og amerikanske spillere. Der bliver sparet beløb på 100.000-150.000 på damesiden og tilsvarende beløb på talentudviklingen med begrundelsen, at der ikke er midler. De danske trænere og spillere, på såvel herre- som damesiden, kræver, at deres interesser bliver varetaget - og ikke af Charles Barton fra Israel. Hvor er respekten?«. Barton stadig dansk træner Amerikaneren Charles Barton, der har forladt Danmark for at blive assistenttræner i Maccabi Tel Aviv, er fortsat dansk landstræner. Otis Loyd, assistenttræner i Værløse/Farum, er hans ene assistent, og Loyd er chef for Magic Great Danes-projektet. Otis Loyd var torsdag sammen med Henrik Dissing fra DBBF-ledelsen til møde med talenttrænerne, der igen forklarede, at man er utilfredse med, at forbundet længe har lovet og stillet målsætninger og planer op på papiret, men ikke fulgt det op med handling, som Mogens Tygesen forklarer det. Han har været assistent for damelandstræner Morten Thomsen, der ikke fik forlænget sin kontrakt med DBBF. Talenttrænerne har givet DBBF et oplæg til det fortsatte samarbejde - bl.a. foreslår man, at Morten Thomsen skal tilbage i dame- og talentarbejdet i forbundsregi - og det blev aftalt, at parterne inden længe mødes til nye drøftelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her