Politiken søndag: Medmindre der sker noget fuldstændig uforudset, kan CSC Tiscalis Michael Blaudzun i eftermiddag i Wiesbaden hyldes som samlet vinder af det fem dage lange etapeløb Hessen Rundfahrt. Det er en kendsgerning efter gårsdagen 30 km lange enkeltstart, hvor den 28-årige danske mester i disciplinen ganske vist blev slået med 28 sek. af tyskeren Jens Lehmann (Team Nürnberger), men han var så klart bedre end sine nærmeste konkurrenter i klassementet, at han nu fører med lidt over et minut til Telekoms unge håb Mathias Kessler. Denne fik den gule førertrøje til låns på lørdagens første halvetape, fordi holdkammeraten Jan Ullrich, der ellers lå som nr. 1, som ventet trak sig ud af begivenderne på hjemmebane for i dag sammen med Andreas Klöden at kunne stille op i partidkørslen Grand Prix Eddy Merckx i Belgien. Også Team fakta er sikret en pæn portion verdensranglistepoint i Hessen Rundfahrt med både Scott Sunderland og Morten Sonne blandt de seks bedste, selv om førstnævnte ikke havde nogen specielt god dag i temporæset. Sportslige glæder var der for CSC Tiscali også i gårsdagens hollandske storløb Delta Profronde, idet Arvis Piziks sluttede som nr. 4. »Piziks var med i det afgørende udbrud på 16 mand, hvor Team fakta var repræsenteret af den unge Lars Bak, som kører på prøve i resten af sæsonen. Piziks kunne intet stille op, da først Nico Eeckhout og Gert Omloop samt siden Servais Knaven kørte væk, men han gik med, da også Lottos Hendrik van Dijk angreb, og ham slog han så i spurten. Eeckhout hørte alene hjem til sejr, og desværre for Lars Bak punkterede han i finalen, men det var da flot, at han kunne holde sig fremme stort set til det sidste«, fortæller CSC Tiscalis sportsdirektør Alex Pedersen. Ordentlig afsked I CSC Tiscali-truppen indtraf der en anden skelsættende hændelse i går, da det offentliggjordes, at Bo Hamburger fritstilles med øjeblikkelig virkning, så han ikke kører mere for sin hidtidige arbejdsgiver, men han står dog stadig på lønningslisten året ud. »Bo og jeg har haft et møde om sagen, og vi enedes om at skilles nu, så han har sin fulde frihed til at prøve at finde et andet hold. Vi har taget afsked med hinanden på en ordentlig måde. Både Bo og vi har en fremtid at koncentrere os om, og han får altså sin gage hele kontraktperioden ud. Hvis han så pludselig finder et andet hold for den korte del af sæsonen, der er tilbage, skal vi selvfølgelig kigge på det igen, men det tror jeg nu ikke er særlig sandsynligt«, konstaterer Bjarne Riis. Vuelta a Espana indledtes i går med en 12 km enkeltstart i Salamanca, og efter at Kelmes colombianer Santiago Botero længe havde lignet en vinder, lykkedes det årets triumfator i Post Danmark Rundt skotten David Millar (Cofidis) som en af de sidst startende at passere ham med et lille sekund. Ingen af de tre danske deltagere gjorde sig bemærket på førstedagen. Frank Høj blev slået med 55 sek., Claus Michael Møller med 1.16 min. og Lars Michaelsen med 1.23.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























