Politiken lørdag: Dansk Boldspil-Unions næsten 100-årige historie som arrangør af den bedste danske fodboldrække er måske ved at være slut.
Lige nu er de bedste danske fodboldklubber i færd med at undersøge mulighederne for at danne deres egen private udgave af Superligaen uden om DBU, men hvor de samtidig beholder de danske pladser i det europæiske fodboldforbund UEFAs forskellige klubturneringer.
Forbilledet er den såkaldte Premier League-model, hvor de engelske topklubber i vid udstrækning er gået solo og dermed har fået langt større selvbestemmelse over vitale interesseområder som sponsoraftaler og tv-salg.
På samme måde vil børsnoterede klubber som FC København, Brøndby og AaB ikke længere acceptere, at DBU i kraft af rollen som overordnet 'bestyrer' af Superligaen skal have medindflydelse i klubbernes virksomhedsdrift, og Divisionsforeningens direktør, Claus Rode Jensen, bekræfter over for Politiken, at mulighederne for en liga uden om DBU bliver drøftet seriøst.
»Rundt om i Europa ser man jo, at der er forskellige tiltag for at skaffe sig større indflydelse, og det er der på samme måde nogle klubber, der har nævnt over for os herhjemme. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en egentlig undersøgelse, men vi taler løb-ende med UEFA, og i de drøftelser indgår også divisionsforeningernes status i de enkelte lande«, siger Claus Rode Jensen.
Han påpeger, at planerne er i et tidligt stadium, men ifølge Politikens oplysninger er de dog så fremskredne, at man allerede nu kan opstille følgende målsætninger:Den nye liga skal rumme Danmarks 10 bedste hold.Der skal fortsat være op- og nedrykning.Klubberne skal selv administrere deres sponsoraftaler og salg af tv-rettigheder. Accept nødvendig
Planens springende punkt er imidlertid fortsat, om - eller hvordan - Divisionsforeningen kan få UEFAs accept af den nye liga, så klubberne bag den fortsat kan deltage i Champions League og UEFA Cuppen.
Det prøver Claus Rode Jensen i øjeblikket at få klarhed over.
Hvordan forløber de drøftelser?
»Det kan jeg slet ikke sige noget om nu. Det er alt for tidligt, og nu lyder det også, som om at vi vil sprænge DBU eller bryde ud af DBU, men det er ikke på den måde. Sådan opfatter jeg det i hvert fald ikke«.
Men det handler vel om, at klubberne i et vist omfang vil løsrive sig fra DBU for selv at få større indflydelse?
»Det er rigtigt. Klubberne ønsker generelt større indflydelse på deres egne forhold, og et gennemgående træk er, at storklubberne i den forbindelse ikke føler, de kan være omfattet af almindelige afstemningsregler. Mange af dem er børsnoterede virksomheder, og det er jo normalt ikke lige deres kop te, at deres forhold afgøres i nogle bestyrelser eller udvalg, hvor de har mindretal eller måske dårligt nok er repræsenteret«, siger Divisionsforeningens direktør. Klart nej fra DBU
I DBU modtages nyheden ikke med overraskelse, men til gengæld med stor modstand. Formand Poul Hyldgaard ser planerne som endnu et led i forsøget på at ændre unionens værdinormer.
»Det er fuldstændig vanvittigt. DBU har en enhedsstruktur med medlemmer fra top til bund, og så kommer de børsnoterede klubber og siger, at der skal omstruktureres. Nej, siger jeg helt klart, og hvis de gennemfører idéen her, vil det betyde, at de er ude af DBUs turneringer, og dermed er de også ude af UEFAs turneringer«, siger Poul Hyldgaard, der ikke kan forestille sig, at klubberne i en udbryderliga skulle få held til at beholde pladserne i de europæiske klubturneringer.
»Jeg håber og tror ikke, det kan lade sig gøre, og hvad vil de få klubber også alene? Hvor vil de hente deres talenter og unge spillere fra? Det er den omvendte verden, men de bliver ved, og de tror, at de vinder til sidst. Men det gør de ikke«, lyder det bestemt fra formanden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























