Tæt kamp om VM-pladser

Lyt til artiklen

Der er lagt op til den helt store gysertime, når VM-kvalifikationen på onsdag træder ind i sin absolut afgørende fase. Polen i gruppe fem har allerede sikret sig direkte adgang, mens Spanien i gruppe 7 og Italien i gruppe 8 har mere end det ene ben i Japan. I resten af de i alt ni kvalifikationsgrupper ligger holdene endnu så tæt, at onsdagens kampe kan blive afgørende for fordelingen af direkte kvalifikationer, der går til gruppevinderne, og play-off-kampe, som bliver spillet mellem gruppetoerne. Flere af de traditionelle fodboldstormagter er i overhængende fare for at ryge helt ud af VM-billedet. Russisk nederlag På et straffesparksmål i sidste minut sikrede Slovenien sig en flot sejr over Rusland, der dog stadig bevarer førstepladsen. Men russerne er nu blot et point foran Slovenien, der møder gruppe ets sidste seriøse bud på en VM-plads, Jugoslavien, på onsdag. Jason McAteer blev folkehelt, da Irland besejrede Holland med 1-0 og nu ligger solidt på førstepladsen i gruppe to. Da Portugal med fire-måls-skytten Nuno Gomez i spidsen samtidig udraderede lilleputnationen Andorra med 7-1, skal Holland sætte sin lid til, at Cypern på onsdag yder portugiserne anderledes hård modstand. Ellers er ethvert VM-håb ude for de orangeklædte stjerner. Det er det til gengæld ikke for Sverige, der topper gruppe 4 efter en smal 2-1-sejr ude over Makedonien. Det blå/gule broderfolk skal dog stadig passe gevaldigt på. Et nederlag i Tyrkiet på onsdag sender topplaceringen i favnen på hjemmeholdet. Polen til VM I Polens gruppe 5 er der kun spænding om andenpladsen, der kan tages af både Ukraine og Hviderusland. Norge er helt væk og indtager, efter lørdagens 3-0-nederlag i Polen, en pinlig sidsteplads efter upåagtede Armenien. Med 0-0 mellem Skotland og Kroatien ligger landet også åbent i gruppe 6. Belgien ligger kun to point foran de to nationer og møder onsdag de altid fightende skotter på hjemmebane. Richard Møller Nielsen og Israel lever efter 0-0 i Bosnien stadig med VM-drømmen i behold. Den tidligere danske landstræners tropper indtager en øjeblikkelig andenplads i gruppe 7 efter suveræne Spanien. Israel har dog spillet en kamp mere end Østrig, der med 0-3 mod gruppens tophold røg ned på tredjepladsen. Rumænien i gruppe 8 er tvunget til at finde storspillet frem, når holdet på onsdag skal til Ungarn. Alt andet end en sejr vil bringe Italien direkte til VM. Gruppe 9 fik med Englands historiske 5-1-sejr i Tyskland banket spændingen godt og grundigt i vejret. England kan erobre gruppens førsteplads med en sejr over Albanien på onsdag. Englænderne vil i så fald gå til tops på en bedre målscore end de tyske ærkerivaler. Onsdagens kampe udgør næstsidste spillerunde i VM-kvalifikationen. Sidste runde spilles i weekenden den 6. og 7. oktober.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her