Det danske U/21-landshold i fodbold har med stor sandsynlighed udspillet muligheden for kvalifikation til EM-slutrunden. Tirsdag aften blev Danmark nemlig besejret 3-1 af Bulgarien i Vratza, og håbet om en slutrunde knytter sig nu udelukkende til den protest, DBU valgte at indgive til UEFA før kampen, som reglerne foreskriver det. »Vi valgte at nedlægge officiel protest over de to mål. Der var ti centimeters forskel på højden i begge mål, fordi stolper og overliggere buede meget. Derudover stod det ene hjørneflag ikke, som det skulle. Men vi forventer ikke, at der bliver dikteret en omkamp«, siger DBUs Christian Bordinggård, der er tilknyttet U/21-holdet. En eventuel omkamp skal spilles inden næste runde, der foregår tirsdag den 5. oktober, og det er nok stærkt tvivlsomt, hvorvidt UEFA vælger denne straf, da Bulgarien har spillet samtlige hjemmekampen i EM-gruppen på dette stadion. En anden mulighed er, at det bulgarske fodboldforbund tildeles en bøde. Bliver en omkamp ikke en realitet, må Danmark acceptere, at muligheden for at kvalificere sig ikke længere er til stede, da både Tjekkiet og Bulgarien har for stort et forspring ned til Danmark. Mål af Løvenkrands Danskerne kom ellers godt fra start på Hristo Botev Stadium i Vratza, hvor 8000 tilskuere var mødt frem. Efter 33 minutter bragte Peter Løvenkrands Danmark i front med 1-0, da Rangers-spilleren scorede fladt direkte på frispark. I det 39. minut havde FC Københavns Rune Pedersen i det danske mål en flot redning på et bulgarsk hovedstød, men kun minuttet senere revancherede Bulgarien sig, da Zhivko Zhelev udlignede ligeledes på et direkte frispark fra 40 meters afstand. Rune Pedersen snittede bolden og burde have klaret skuddet. Danmark kunne dermed gå til pausen efter en flot spillet første halvleg, men i anden halvleg blev holdet overrasket gang på gang. Efter 47 minutter blev det danske forsvar udspillet, og Velezar Dimitrov kunne bringe hjemmeholdet foran 2-1. Minuttet forinden havde Rune Pedersen ellers præsteret en pragtredning i målet. Med 20 minutter igen øgede Bulgarien så føringen til slutresultatet 3-1, da Hristo Janev blev spillet fri og sendte bolden ind bag Rune Pedersen uden problemer ved nærmeste stolpe. U/21-landsholdets træner, Flemming Serritslev, var trods nederlaget og de triste udsigter tilfreds med sine spillere og kampen. »Vi gjorde alt det, vi havde aftalt i første halvleg, hvor vi sad på alt, men i minutterne omkring pausen blev vi ukoncentrerede, og det straffede Bulgarien nådesløst. Men det er i sådanne kampe med mange tilskuer, en god modstander og på udebane, at spillerne udvikler sig«, siger Flemming Serritslev. Der var debut til Esbjergs Jerry Lucena, som blev indkaldt til truppen på grund af Michael Silberbauers karantæne, mens OBs Lars Jacobsen som den fjerde spiller nogensinde spillede sin kamp nummer 25.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























